Prins Harry laver fredag en helt unik hyldest til sin afdøde mor, prinsesse Diana, under sit 10 dage lange besøg i Afrika.

For 22 år siden, blot et halvt år før sin død, gik hun gennem et minefelt i det krigshærgede land Angolas næststørste by Huambo.

Fredag gjorde Harry det samme. Og lige som sin mor var han trukket i det letgenkendelige minerydderudstyr, der som man kan se på billedet her i artiklen, ikke har ændret udseende særlig voldsomt i årene, der er gået.

Dianas besøg i Huambo trak internationale overskrifter, og har været uvurderligt for landets opblomstring efter den frygtelige borgerkrig, der startede i 1975, og først sluttede i 2002.

Nu har prins Harry besøgt minefelter i samme by, som hans mor, prinsesse Diana, besøgte for 22 år siden. (Foto: Scanpix/EPA/DOMINIC LIPINSKI / ANTONIO COTRIM)
Nu har prins Harry besøgt minefelter i samme by, som hans mor, prinsesse Diana, besøgte for 22 år siden. (Foto: Scanpix/EPA/DOMINIC LIPINSKI / ANTONIO COTRIM) Foto: DOMINIC LIPINSKI / POOL
Vis mere

»De resultater, vi har nu, er på grund af Dianas indsats. Hun gjorde donorer opmærksomme på, at det internationale samfund også er den del af dette problem, og at de kunne hjælpe. Vi producerer ikke selv ammunition og miner i Angola,« siger operationschef Valdemar Fernandes fra organisationen HALO til CNN.

HALO står for minerydningen i Angola, og havde inviteret Diana i sin tid. Det er også dem, der har inviteret prins Harry denne gang.

Ifølge mediet skal Harrys besøg i Angola kaste lys over, hvor meget hjælpearbejdet har hjulpet med at få ryddet de mange landminer i Angola.

Men samtidig skal det minde om, at problemet ikke er udryddet, og at der den dag i dag stadig bliver fundet nye miner.