Den britiske prins Harry har godtaget en undskyldning og et større beløb fra et paparazzi-bureau, som har taget billeder af hans og hertuginde Meghans hjem i Oxfordshire fra en helikopter.

Parrets sagfører, Gerrard Tyrrell, fortalte i højesteret i London, at hverken prins Harry eller hustruen Meghan følte sig sikre i deres hjem efter episoden.

Fotografen i helikopteren tog nemlig ikke kun billeder fra området.

Vedkommende tog også billeder af det kongelige pars stue og soveværelse.

Det skriver blandt andet nyhedsbureauet Associated Press om episoden, der fandt sted i starten af januar.

Få dage efter publicerede Splash News og Picture Agency billederne, hvilket fik prins Harry til ansætte advokater, der pressede firmaerne til at fjerne billederne igen.

Virksomhederne har ud over at give en officiel undskyldning også betalt et større beløb til parret.

Hvad beløbet helt præcist lød på, fremgår ikke.

Begge virksomheder har lovet, at de ikke vil sælge eller publicere billederne længere.

Splash News erkendte i retten, at de var gået over stregen, og at de havde fejlbedømt situationen. De lovede, at det ikke ville gentage sig.

Det britiske kongehus' kommunikationsafdeling har udtalt på prinsens vegne:

'Harry anerkender og byder den officielle undskyldning fra Splash News og Picture Agency velkommen,' lyder det.