Hvordan kan man bruge et dankort i en Netto i nærheden af Gedser, når der slet ikke ligger en Netto i nærheden af Gedser?
Det spørgsmål stillede 'De unge mødre'-stjernen Princess Natascha Ellen Linea Kaup på Facebook. Og så gik det amok.
»Jeg får så mange hadebeskeder, at det ikke rigtig generer mig længere,« siger realitydeltageren, der tager den voldsomme reaktion med et skuldertræk.
For hun står fast på, at det var dumt at nævne en Netto i sidste afsnit af TV 2-serien 'DNA', når man lige så godt kunne have nævnt Dagli'Brugsen – sådan en ligger der nemlig i Gedser, siger den unge mor, der selv bor i byen.

TV 2's store fiktionsserie 'DNA' med Anders W. Berthelsen i hovedrollen som politiefterforskeren Rolf Larsen foregår primært i Nordjylland. Men i seriens ottende og sidste afsnit hvirvles Gedser på det sydlige Falster også ind i historien, da der nævnes et dankort, som er blevet brugt i en Netto ved byen.
Og det fik Princess Natascha Ellen Linea Kaup til tasterne.
'Når I skal lave en serie om 'DNA', hvor Gedser indgår, så ha' lige jeres fakta i orden,' skrev hun på TV 2's Facebook-side, hvor hun påpegede, at der slet ikke er en Netto i byen.
Opslaget har siden trukket næsten 900 kommentarer og 500 likes. Mange af dem er grove og spydige, som gør grin med skribenten bag.
'Hold nu kæft. Det er nok det mest uintelligente, jeg har læst nogensinde,' skriver én.
Mens en anden sarkastisk kommenterer: 'Jeg kan godt forstå dig – jeg er også skuffet. Det viser sig, at Rolf Larsen slet ikke er politiefterforsker, men en skuespiller ved navn Anders W. Bertelsen. Jeg troede lige, at det var en dokumentar eller et realityshow. Jeg gider ikke se det mere nu.'
»De synes nok, kommentaren var ret dum. Men det irriterer mig bare generelt, når de siger ting i tv, der ikke er rigtige. Så derfor skrev jeg til TV 2,« siger Princess Natascha Ellen Linea Kaup til B.T.
På opslaget svarer TV 2, at 'DNA' er en fiktionsserie, altså en serie, hvor handlingen er opdigtet,' men det giver Princess Natascha Ellen Linea Kaup ikke meget for:
»Derfor kan de vel godt have styr på fakta. Hvorfor ikke bare nævne Dagli'Brugsen, når den reelt ligger der? Det ville der ikke gå noget af historien af.«
På oplaget påpeger nogen, at der ligger en Netto i Marielyst blot 16 kilometer fra Gedser, og at det måske er den, der menes.
Men det har Princess Natascha Ellen Linea Kaup selvfølgelig også styr på.
»Det ville ikke give mening at tage til Marielyst i forhold til den rute, de skulle have kørt. Hvis de kørte fra København til Gedser, ville Marielyst være en kæmpe omvej, for det ligger helt ude i siden (af Falster, red.), så det giver ingen mening,« siger Princess Natascha Ellen Linea Kaup, der 'tit handler i Netto i Marielyst'.

Hun ved godt, det måske er en meget lille ting at hænge sig i. Men efter at have været med i 'De unge mødre' i seks år har hun fået en irriterende vane med at bemærke små ting i tv, som for eksempel en synlig mikrofon eller en kameralampe, forklarer hun.
Og selvom hun i sit opslag kom til selv at være lidt hård, da hun skrev 'seriøst, serien 'DNA' stinker', så mener hun det ikke helt.
»De første afsnit var virkelig gode, og jeg så dem allesammen på én aften. Men afslutningen i afsnit otte er virkelig, virkelig dårlig,« siger hun og fortsætter:
»Og det er ikke kun på grund af det med dankortet.«