Der er ikke meget slinger valsen, når han skal sætte ord på, hvad han mener om dén mand, som lige nu – knap 40 år efter sin død – er tilbage på alles læber.
»Han var et dumt svin,« kommer det helt kontant fra Poul Nielsen. Om rejsekongen Simon Spies.
‘Dårlig omtale er bedre end ingen omtale’. Sådan lød et af rejsekongens mest berømte ordsprog. Et, han levede og drev forretning efter. Med stor succes.
I kølvandet på DR-dokumentaren ‘Spies og morgenbolledamerne’, der udstiller, hvor kynisk og systematisk han udnyttede purunge piger, er det ordsprog for alvor manet i jorden og har givet den excentriske Spies alvorlige ridser i lakken.
Men for Poul Nielsen indgraverede ridserne sig allerede for mange årtier siden. Da han mistede sin kære veninde Michelle, som var en af Spies’ morgenbolledamer, der brutalt blev myrdet i 1980 med 24 knivstik.
22 år gammel blev hun.
Selvom det på ingen måde er Simon Spies' skyld, at hun mistede livet, føler Poul Nielsen sig overbevist om, at hendes skæbne er en følge af at have været i kløerne på Simon Spies.
»For er du ude i kulden, er du ingenting.«
Hendes historie vender vi tilbage til.
Tiden skal spoles tilbage til starten af 1970erne, hvor Poul Nielsen var 15 år. En lidt rodløs dreng, der kom fra en skilsmissefamilie med en alkoholiseret far og havde sine dæmoner at slås med.
Alkohol og hash hjalp ham med at holde dem i skak, ligesom flokken af jævnaldrende og ligesindede venner bidrog.
Sammen med dem fandt han et fristed i baren under det Spies-ejede Mercur Hotel i København. ‘Undergrunden’ hed den, og flere gange om ugen hang de ud dér og så rejsekongen i aktion.
De så med egne øjne, at baren var endnu en jagtmark for Simon Spies.
»Selvom han var et dumt svin i mine øjne, var han jo også genial. For han var utrolig god til at spotte de svage. Specielt piger, der kom fra nogle kår, hvor de havde behov for en eller anden form for beskyttelse. Det var, som om han kunne læse dem,« fortæller Poul Nielsen.
Noget af det, han husker allerbedst, er, at når Simon Spies jævnligt kom valsende ind på ‘Undergrunden’, scannede han lokalet og satte sig i baren.
Så greb han ned i sin lomme, trak den ene pengeseddel efter den anden op og smed dem på bardisken.
»Ikke i en rulle. Ikke i en stak. Men sedler, der var krøllet sammen. Og når 30-40 sedler pludselig bliver smidt på et bord, vokser de, og det ser voldsomt ud,« siger Poul Nielsen, som er overbevist om, at Spies brugte det til scanne baren.
For at se, hvem der reagerede.
»I hvert fald var der en af mine venner, der reagerede. For på et tidspunkt kom Spies over til vores bord, hvor vi sad en lille gruppe, og så satte han sig over for min ven og sagde: ‘Jeg kan godt lide din pige. Hvad koster hun?’«
»Min ven blev totalt forvirret og affærdigede det. Men han mente det og spurgte igen. Og så smed han en ordentlig bunke sedler på bordet. 'Det er dine, hvis jeg må løbe med hende',« siger Poul Nielsen, ifølge hvem pigen endte med at gå med Spies op i hans suite.
»Hvor mange penge det var, ved jeg ikke. Men kort efter havde min ven råd til at gå ud og købe en Volvo Amazon. Godt nok brugt, men der skulle alligevel en del penge til.«
I det års tid, hvor han sammen med sine venner hang ud i Spies-baren, oplevede han adskillige gange, at rejsekongen brugte den som jagtmark og trak afsted med sit trofæ. En ung pige.
»Han udnyttede dem,« siger Poul Nielsen, hvis opfattelse understøttes af de mange kilder, der står frem i DRs dokumentar 'Spies og morgenbolledamerne'.
Hans voldsomme følelser for Simon Spies udspringer dog ikke alene af, hvad han bevidnede på ‘Undergrunden’. Michelle og dét, der blev hendes skæbne, vejer tungt på hans vægtskål.
De to mødtes faktisk på ‘Undergrunden’. Hun var 14. Han var 15.
Begge havde de en tung bagage og kom fra alkoholiske skilsmissehjem. Hurtigt blev de gode venner. Var trygge i hinandens selskab. Behøvede ikke forklare noget.
Præcis hvornår det skete, husker Poul Nielsen ikke. Men pludselig havde Michelle fået job som piccoline hos Spies og blev angiveligt kort efter en af hans morgenbolledamer.
Et medie beskrev dengang, hvordan Simon Spies havde mødt hende i baren, inviteret hende op i villaen i Rungsted, og hvordan hun få timer efter vendte tilbage med 14.000 kroner.
Ifølge andre artikler fra perioden var Michelle i tre år en del af Simon Spies' harem. Indtil han smed hende ud og hun endte som narkoluder på Vesterbro.
»I begyndelsen vidste jeg ikke noget om, hvad der foregik. Michelle fik penge af Spies og en masse gaver. Han kunne give hende noget, som vi andre ikke var i stand til. Jeg var ikke glad for det, men jeg kunne ikke snakke Michelle til fornuft,« som hendes mor udtalte til Ekstra Bladet, kort efter at datterens liv var sluttet. Blot 22 år gammel.
24. oktober 1980 blev hun bestialsk myrdet i Grøndalsparken på Frederiksberg. Angiveligt fordi narkobagmænd frygtede, at hun var begyndt at sladre til politiet.
Men at hun landede i det miljø, der endte med at koste hende livet, er vennen Poul Nielsen overbevist om skyldes hendes tid som Spies-pige.
»Hun var jo lige typen på dét, som han søgte,« siger han og beskriver, hvordan pigerne stort set fik alt, hvad de pegede på, mens de var inde i varmen.
»Men er du ude i kulden, er du ingenting.«
Det, der den dag i dag stadig nager Poul Nielsen, er, at de mødtes, efter Michelle var røget ud i kulden. Hun var ked af det.
Men i stedet for at tale om det, gjorde de, som de plejede. Fik hinanden til at grine igen.
»Vi belastede ikke hinanden med vores problemer,« fortæller han.
Kort efter startede Michelle som prostitueret. Snart kom stofferne til. Og den unge kvindes deroute.
At Michelle valgte den vej, overrasker ikke Poul Nielsen.
»For når pengene og gaverne pludselig er væk, er prostitution den nemme vej til hurtige penge.«
»Flere har spurgt, hvorfor jeg ikke greb ind. Men jeg havde selv nogle allerhelvedes problemer. Jeg drak alkohol og røg en del hash, så jeg havde mine egne dæmoner at slås med.«
»Men det har tynget mig i alle de her år, at jeg kunne have hjulpet hende, og at hendes skæbne dermed kunne være undgået,« siger Poul Nielsen, som mener, at Simon Spies tilbød pigerne en plads i paradis. Så længe de var villige nok. Derefter var det ud.
»Derfor har jeg altid syntes, at manden er et svin. Han gjorde meget godt for Danmark og turismen, men han udnyttede sine medmennesker, og det var mange, som han efterlod i sit kølvand. Og de gik ned på det.«
