Tv-vært Poul Thomsen, der blandt andet er kendt fra programmer som 'Dus med dyrene' og 'Hund og hund imellem', er død.

Det oplyser hans hustru, Susanne Lichtenstein, til DR.

Han blev 84 år.

Susanne Lichtenstein fortæller, at han klokken 13.30 torsdag sov stille og roligt ind, mens han var omgivet af hende og hendes børn.

Og ligesom hans liv var fyldt med dyr, efterlader han sig nu også et hjem, som vrimler med dyr.

»Vi har to hunde, fire høns og en hane. Han passede på menneskene omkring ham, men i særdeleshed også på dyrene. Han var jo virkelig en dyreven,« fortæller Susanne Lichtenstein.

Den nære ven og kollega, tv-lægen Peter Qvortrup Geisling, tøver ikke med et Poul Thomsen for en af de største tv-værter, Danmark har haft.

Han fremhæver især den rolige, dybe stemme.

Helt så rolig var Poul Thomsen dog ikke i det private, husker vennen. Her var der fuld energi og et konstant flow af ideer.

Temperament kunne der også være, og det omhandlede – selvfølgelig – dyrene.

»Han kunne blive så vred, hvis man ikke forstod, hvad hunde kunne betyde for mennesker,« forklarer Peter Qvortrup Geisling.