Bag enhver stærk mand står en stærk kvinde, siger man. Og bag Schlüter har der stået op til flere, ret så stærke af slagsen gennem tiden.

For den tidligere statsminister lægger i den nye bog ’Schlüter – Det var vel ikke så ringe endda’ ikke skjul på, at kvinderne alle dage har haft magten i hans liv.

Både i form af moderen Else Schlüter, som smittede ham med ’en konservativ bacille’, han aldrig er sluppet af med. Og senere i form af sine tre uundværlige ægtefæller gennem livet: Majken, Lisbeth og Anne Marie. 


- Jeg havde mange kærester, og kvinder har – siden puberteten – været en dominerende del af mit liv. (...) Kvinder er den bedste halvdel af menneskeheden. Det synes jeg, siger den 82-årige Schlüter i bogen.

Den første rigtige kærlighed kommer i hans liv i 1963 i form ægteskabet med Majken. Men nyt er livet også som folketingsmedlem, og de næste 15 år kæmper Schlüter for at realisere drømmen om den konservative kernefamilie med tre børn.

Men det lykkes ikke, for Majken er ’jaloux’ på hans politiske aktivitet, og parret holder kun sammen, ’til børnene var store’, som han siger. Allerede året efter skilsmissen i 1978 falder han for gymnasielæreren Lisbeth, som er alt det, Schlüter behøver – både privat og politisk.

- Ja, hun var min ’spindoktor’, det kan man roligt sige. Men frem for alt blev hun en understregning af, at hvis man skal kunne fungere i toppolitik, så kan det ikke nytte noget, at ens ægtefælle overhovedet ikke interesserer sig for det.


Det er med Schlüters ord ’et strålende ægteskab’. Og Lisbeth er ikke kun en god inspirator og rådgiver for sin mand, men også for mange af ministrene.
Mister ægtefælle

Optimismen bevarer parret også udadtil, da Lisbeth i 80’erne bliver syg.  Senere viser det sig at være kræft, og hun dør i 1988, kun 43 år gammel. Og her mærker omgivelserne for alvor, at den ellers så stærke statsminister slår revner. Det husker bl.a. vennen og det tidligere Radikale folketingsmedlem Niels Helveg Petersen.

- Efter hendes død er det, som om statsministeren mangler en nær allieret at diskutere med, som kan hjælpe ham med at finde den rette politiske kurs, siger Helveg i en biografi om sig selv.

Ifølge partifællen Hans Engell arbejdede Schlüter sig ud af sorgen, men fik måske lidt for mange sjusser til at dulme ensomheden. Noget Schlüter selv nøjes med at bekræfte med et: ’Jo, ja … Jeg sad derinde hver eneste aften, og det gjorde jeg i mange måneder for at prøve at blive et menneske igen, og jeg havde jo ikke så meget at tage hjem til. Det var en streng tid.

Allerede dér ved Schlüter, at han er nødt til at finde sig en kvinde igen.

- Når jeg tænkte min situation igennem, blev jeg klar over, at jeg måtte have en ny hustru. Så jeg begyndte at lede og sagde til mig selv, at der måtte da være én, der kunne friste mig,  siger han i bogen – dog uden at konkretisere sin søgning.

Kvinden møder han allerede den efterfølgende sommer i 1989. Hun hedder Anne Marie Vessel, kaldes blot Mie og er balletleder på Det Kongelige Teater. Og allerede seks uger senere var de klar over, at de vil giftes. Pressen synes, det er for hurtigt, og at ’ballet-Mie’ er alt for ung – 20 år yngre end Schlüter. Noget han ikke skænkede mange tanker dengang, men gør i dag.

For Mie er oppe, før vækkeuret ringer. Og farer land og rige rundt med sit arbejde. Noget Schlüters krop og kredsløb ikke længere magter. Men pensionisttilværelsen keder ham ærligt talt en kende.

- Det præger selvfølgelig mit liv, at jeg sidder meget alene. (…) Men selvom jeg læser nogle timer hver dag, må jeg også sige, at jeg keder mig en del, pludselig er der ikke så meget at lave, siger han i dag.

Til gengæld kan han og Mie ’med lidt held’ fejre sølvbryllup om tre år. Og ellers har han et godt råd til ’de gamle’:

- Jeg plejer at sige til mine venner, der kommer lidt op i alderen, at de inden de går på pension skal lære to ting: at spille golf og at spille bridge. Så har man noget fornuftigt at lave både om dagen om aftenen.

'Poul Schlüter - Det var vel ikke så ringe endda' udkommer på forlaget People's Press 12. oktober.