Pornostjernen Denice Klarskov fik medhold i et enkelt punkt, da hendes sag om ærekrænkelse mod Sjællandske Medier var for retten i Roskilde.

Det skriver sn.dk.

Sagen omhandlede tre artikler, som mediet bragte i oktober 2020.

Her fortalte bekymrede mødre til avisen, at deres mindreårige døtre var blevet tilbudt stoffer, da de var til fest hos Denice Klarskov i Næstved.

De artikler faldt ikke i god jord hos pornostjernen, der valgte at stævne Sjællandske Medier for påstået ærekrænkelse og krævede flere oplysninger i de tre artikler dementeret.

Det var for eksempel oplysninger om, at pigerne på dengang 14 og 16 år skulle være blevet tilbudt hash og amfetamin, og at den ene mor fortalte i avisen, at hun var bange for, at datteren skulle hverves til porno under festen.

Ifølge dommeren ved retten i Roskilde var det dog helt på sin plads, at mediet bragte artiklerne, fordi Denice Klarskov planlagde at åbne en natklub i Ramsherred, og mødrene frygtede, at det ville blive et sted, hvor unge mennesker tog stoffer.

På punktet om ærekrænkelse vedrørende udtalelsen fra moderen, der frygtede, at datteren skulle hverves til porno, fandt dommeren det dog kritisabelt, at mediet havde bragt denne udtale.

Dommeren mente nemlig, at den udtalelse var bundet op på moderens egen frygt og gisninger og ikke det, som pigerne til festen reelt havde oplevet.

Det blev vurderet som ærekrænkende, og Denice Klarskov fik en godtgørelse på 10.000 kroner af journalisten bag artiklen.

Pornostjernen havde dog krævet en godtgørelse på 100.000 kroner, men fordi Denice Klarskov og hendes advokat to gange havde afvist at tale med journalisten, mente dommeren, at de selv var skyld i ikke at komme til orde.

Journalisten havde ringet til Denice Klarskov, hvor hun smækkede røret på, og hun afviste i anden omgang at tale med ham, da han kom igennem.

Retten lagde derfor vægt på, at Denice Klarskov havde haft mulighed for at fortælle sin version af sagen og dementere udsagnet om hvervning af de unge piger til porno.

Dommeren gjorde opmærksom på, at hun ikke forholdt sig til sandhedsværdien af de to mødres udsagn, men til, at artiklen var relevant, at det hele vejen igennem stod klart, at den byggede på de to mødres udsagn, og til at journalisten havde forsøgt at høre Denice Klarskovs side af sagen.

Denice Klarskov blev dømt til at betale sagens omkostninger.

Sjællandske Medier ønsker ikke at anke sagen, men det vides endnu ikke, om Denice Klarskov gør.

B.T. har været i kontakt med Denice Klarskov, der fortæller, at hun ingen kommentarer har til den indtil videre afsluttede sag.