Efter 14 år som et af Danmarks Radios mest populære radioprogrammer med over en million ugentlige lyttere på P4, blev Café Hack sidste år pludselig pillet af radioen.
I forbindelse med en række sommerprogrammer havde Søren Dahls produktionsselskab SK Productions, der producerer ’Café Hack’, nemlig opkrævet penge fra de lokale steder, hvor programmet blev optaget, og da det strider imod DR’s retningslinjer, blev programmet lukket ned og Søren Dahl fyret.
DR-programmer må hverken have sponsorer eller få tilskud fra for eksempel de steder, der lægger lokaler til optagelser, og derfor var ’Cafe Hack’ i marts sidste år fortid.
Søren Dahl fik hurtigt lavet en aftale med YouSee, så programmet kunne leve videre under titlen ’Dahl på Hack’, og nu har den sjællandske lokalradio Nord FM så indgået et samarbejde om at sende programmet hver søndag mellem 10 og 12.
»Vi er utrolig glade for at skulle sende et så populært og stærkt radioformat som ’Dahl på Hack’ er, og vi glæder os til et skønt samarbejde med Søren Dahl og hele hans team,« udtaler direktør for Radio Nord FM Philip Lundsgaard i en pressemeddelelse.
’Dahl på Hack’ optages som udgangspunkt på stamcafeen Cafe Hack ved siden af Århus teater, og konceptet er fortsat musik og interview med kendte gæster.
Ifølge hjemmesiden har Søren Dahl blandt andet Kandis-Johnny, Christian Fuhlendorff og Michael Hardinger som nogle af vinterens kommende gæster.
