Fra 25. februar vil du kunne høre Keld Heick i radioen på P5 efter 10 års pause fra æteren.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Her skal han være vært på programmet 'Dobbelt op med Keld Heick', som bliver sendt hver søndag mellem klokken 10.03 og 12.00 på P5. I programmet vil han spille to favoritnumre med en solist, gruppe eller to sange fra samme kategori.

Vigtigst af alt er der tale om musik, som han selv lytter til. Mellem indslagene vil han komme med anekdoter fra sine mange år i branchen eller til musikken, som han spiller. Og det virker til, at den snart 72-årige Heick glæder sig meget til det nye job.

»Jeg er ikke bange for udfordringer, og jeg kunne ikke ønske mig et bedre program, når jeg nu sådan får lov til at spille den musik, jeg selv holder af,« siger Keld Heick og fortsætter:

»Man vil kunne høre alle slags popmusik, og jeg vil som regel spille to vidt forskellige numre med hver kunstner, så vi viser forskellige sider af solisten.«

P5’s kanalredaktør Lasse Roldkjær er glad for at kunne byde Keld Heick velkommen på kanalen.

»Keld Heick har altid stået som et fyrtårn inden for nogle markante musikgenrer, som ligger i P5’s musik-DNA. Han har en helt unik musikfaglighed, som han formår at formidle med et positivt smittende væsen, der altid kan høres helt ude i højtalerne. Derfor er det en kæmpe gevinst for P5, men mest af alt for lytterne, at få Keld Heick ombord. Jeg glæder mig usigeligt til premieren på søndag.«

I 80'erne var Keld Heick vært på musikprogrammet ’Pop Expressen’ for den københavnske lokalradio H.S.R., og fra 2003 til 2007 var han vært for programmet 'De ringer – vi spiller’ på DRs P4. Han er også kendt for at være en del af dansktop-duoen 'Keld og Hilda'. Keld Heick har også skrevet et utal af sange og står blandt andet bag melodi grand prix-vindersange så som 'Disco Tango', der blev sunget af Tommy Seebach og 'Vi maler byen rød', som Birthe Kjær sang i 1989.