‘Skønhed kommer indefra,’ lyder en gammel talemåde.

Men hvis man alligevel gerne vil pynte lidt på det ydre, så kan man hurtigt købe sig fattig i alskens skønhedsprodukter og behandlinger.

Det kan bloggeren og realitystjernen Irina Olsen formentlig skrive under på. Som selverklæret ‘beauty influencer’ går hun meget op i skønhedspleje, og nu afslører hun på sin blog, hvad det rent faktisk koster at holde sådan en livsstil kørende. Og det er ikke småpenge:

‘På en måned bruger jeg i gennemsnittet 10-15.000 kr på makeup og beauty ting generelt,’ skriver hun og uddyber:

‘Eksempelvis koster en Giorgio Armani foundation 400 kr, en god ansigtmaske kan koste mellem 200-500 kr en hårkur 300 kr og der er vi allerede på 1200 kr.’

Hun understreger, at det naturligvis er smag og behag, hvor mange kræfter og penge, man vil investere i sit udseende. Men for hendes vedkommende giver det både øget energi og selvtillid, når hun for eksempel har fået ordnet negle eller øjenbryn på en salon.

‘Der er dog absolut intet galt i, hvis man slet ikke har lyst til at gå til frisør, få lavet negle, få massage, få rettet tænder, få fjernet et par rynker, få hjælpe til bumser og alle de andre mange ting, som vi faktisk kan få hjælp til, hvis vi vil… men det AT MULIGHEDERNE ER DER – det synes jeg er rart,’ skriver hun.

I kommentarfeltet på bloggen skriver et par fans, at de synes, det er mange penge at bruge på skønhedsprodukter.

‘Det er jo mere end de fleste får udbetalt!!,’ skriver brugeren Louise eksempelvis.