Hun husker, hvor rædselsslagne de var. Husker, hvordan de slukkede al lyset i lejligheden, satte sikkerhedskæder for, gemte sig i soveværelset, der vendte mod gården, og ikke turde gå ud. Af frygt for, at et tæskehold lå på lur.
»Det var den værste periode i mit liv. Vi græd hver dag, var ulykkelige og samtidig bange. Det var forfærdeligt. Men jeg vidste også, at jeg ville fortryde resten af mit liv, hvis jeg gav op. Jeg vidste, at det var en kamp, jeg skulle tage,« siger popstjernen Ihan Haydar om den periode i sit liv, hvor frygten ramte hende. Den vender vi tilbage til.
Hun er lille og spinkel, rager knap halvanden meter op. Men inden i den 27-årige L.I.G.A.-trommeslager bor en stædig kriger, som nægter at give op.
I biografien 'Pigen med trommestikkerne' fortæller hun om, hvordan den allerede kom til udtryk, da hun som lille pige klippede alt håret af og gik i drengetøj for at kunne lege med sin storebror Jonis.
»Selv dengang hadede jeg at blive anderledes behandlet. Jeg kunne blive rasende over, at drengene måtte så meget, som vi piger ikke måtte. Det gav ingen mening,« husker Ihan Haydar, som siden kæmpede ihærdigt for at få lov til at spille trommer.
Men frem for alt kæmpede hun for kærligheden. Til Esben Svane, som hun mødte ved Dansk Melodi Grand Prix i 2012.
»Den aften vendte hele mit liv,« smiler Ihan Haydar, som deltog med Soluna Samay, mens han var der med A Friend in London, som havde vundet året før og skulle overrække vinderpræmien. Til dem.
»Han var virkelig sød, dejlig og flot. Jeg kunne godt mærke, at der var en tiltrækning, men turde ikke gøre noget ved det. For jeg vidste jo, at der ikke var nogen fremtid i det. At det aldrig ville blive accepteret af min kultur, min familie og vores religion,« siger Ihan Haydar, hvis muslimske forældre ønskede, at deres børn giftede sig med en med samme baggrund.
»Esben var så dansk, som man overhovedet kan blive. Bleg med blå øjne og lyst hår,« forklarer hun. Alligevel gav hun ham sit nummer, da han bad om det.
»For tanken var totalt spændende.«
Med Grand Prix-sejren fulgte flere ophold i København. Langt væk fra Ihan Haydars familie på Sydsjælland. Tæt på Esben. De blev vildt forelskede.
»Men det var meget hemmeligt. Når vi gik på gaden, gik vi ikke tæt på hinanden og kom kun på cafeer, hvor vi ikke kunne blive genkendt.«
»Så jeg levede et dobbeltliv. Jeg løj for mine forældre og hadede det. Det er hårdt at måtte lyve for nogen, som man elsker så meget,« siger Ihan Haydar, som var splittet mellem kærligheden og forståelsen for hendes forældres drømme for deres børn.
»Men jeg var også sikker i min sag. Jeg ville have Esben. Ville have ham. Han var fantastisk, sød og god ved mig, respekterede mig, min kultur og min baggrund. Det føltes så rigtigt.«
Efter halvandet års hemmeligheder og løgne var de klar til at fortælle om deres kærlighed. Ikke alene ville Esben konvertere til islam, han havde også friet. Dermed var alle formaliteter på plads.
»Jeg vidste godt, at der stadig var forhindringer, for Esben var 'bare' musiker. Men vores kærlighed til hinanden var så stor, at vi gerne ville tage den kamp op.«
»For man burde kunne elske hinanden uanset hudfarve, religion eller baggrund. Kærlighed burde ikke føles forkert. Det var uretfærdigt, at vi følte, at vi gjorde noget forkert.«
Mødet med Ihan Haydars forældre var aftalt. De glædede sig ligefrem til at møde ham. Men.
Raseriet blusser nærmest op i de brune øjne, når Ihan Haydar fortæller, hvordan hendes storebror Jonis spændte ben for hendes kærlighed. Ham, hun altid havde været så tæt på.
Men i takt med, at hun blev ældre og mere selvstændig, påtog broderen sig en formynderisk og fordømmende rolle, som påvirkede hendes forældre. De aflyste mødet.
»Han er ikke den rette for dig. Og i øvrigt skal du holde op med at spille trommer, starte en uddannelse og begynde at opføre dig som en pige,« lød deres besked pludselig.
Ihan Haydar husker, hvordan hun skummede af vrede. Råbte 'det skal I fandeme ikke blande jer i', smed tøj i en taske, smækkede døren hårdt og stak af hjemmefra. Flygtede til København. Ind til Esben.
Den uge, der fulgte, var den, hun kalder den værste i sit liv. Hvor de var bundulykkelige. Men også skræmt fra vid og sans.
For hun frygtede, at Jonis havde samlet et tæskehold, der skulle få dem til at makke ret.
»Jeg kendte ham ikke længere. Anede ikke, hvem han var blevet til, og hvad han var i stand til at gøre. Og jeg var bange på Esbens vegne,« siger hun.
Samtidig var Ihan Haydar plaget af skyld over for den familie, som hun elsker så højt.
»De havde ofret alt for at komme til Danmark, så vi kunne få en god fremtid. Ødelagde jeg nu det hele? Splittede familien ad? Men jeg vidste også, at det var en kamp, jeg skulle tage. Enten nu eller senere.«
»For jeg ville aldrig acceptere, at jeg blev giftet væk til en, jeg ikke elskede. Jeg ville have det på min måde. Og det skulle de forstå. Det krævede bare en hårdere kamp, end jeg lige havde troet.«
Men Ihan Haydar vandt den. Og en smuk oktoberdag i 2013 blev hun og Esben Svane viet i Dansk Islamisk Center på Nørrebro. Det var den lykkeligste dag i hendes liv.
»Kampen var slut. Nu kunne vi endelig være sammen, være frie. Og det er vi stadig. Vi har bevist, at det var det rigtige og ikke bare en lille teenageforelskelse,« smiler hun.
Men storebror Jonis mistede hun. Måske for altid.
»Vi har ikke snakket eller set hinanden siden. Er han hos mine forældre, når jeg kommer hjem, så går han. Og omvendt. Mine forældre har prøvet alt for at få os til at mødes. Men vi er begge meget stædige,« siger Ihan Haydar, som har affundet sig med, at det er den pris, hun måtte betale for kærligheden.
»Jeg vil ikke have en storebror i mit liv, der vil bestemme over mig. Vi bor i Danmark. Kom nu videre,« siger Ihan Haydar med ild i øjnene.
»Havde jeg ikke taget kampen, ville det have betydet min frihed. Og den vil jeg ikke opgive. Dét liv, jeg har fået, er det hele værd. Alting faldt bare i hak. Det var meant to be. Både trommerne og Esben.« Og så smiler hun.
'Jonis' er ikke storebroderens rigtige navn. Ifølge bogens forfatter har han gennemlæst og kommenteret de afsnit, som han medvirker i. Herunder dem, dette interview omhandler.
'En dag vil luften mellem de to søskende atter mildnes. Det er Jonis sikker på. Man skal tilgive hinanden. Og det vil han og Ihan også gøre på et tidspunkt.'
'Pigen med trommestikkerne' er netop udkommet på forlaget Grønningen 1.
