Den amerikanske popstjerne Aaron Carter lider af adskillige alvorlige psykiske sygdomme.

I et dobbeltafsnit af serien 'The Doctors', som sendes på amerikansk tv torsdag og fredag aften, vil det blive afsløret, at sangeren lider af blandt andet skizofreni.

»Den officielle diagnose er, at jeg lider af personlighedsspaltning, skizofreni, panikangst og jeg er bipolar,« siger han ifølge TMZ, som har et videoklip af hans optræden i tv-programmet.

I klippet fremviser han en gennemsigtig plastikpose med lægeordineret medicin, der ifølge ContactMusic inkluderer Xanax, Omeprazol og Hydroxyzin.

Aaron Carter, bror til Backstreet Boys-stjernen Nick Carter, havde sin storhedstid i starten af 00'erne, hvor han var et af USA's største teenageidoler.

I de seneste år han den 31-årige stjerne imidlertid kæmpet med personlige problemer, mens hans berømmelse er svundet noget ind.

Han er flere gange blevet anholdt for besiddelse af hash og narkotika og er flere gange gået personligt konkurs. I 2012 døde hans søster, Leslie Carter, af følgevirkningerne af en overdosis.

Han mener dog nu at være 'ude på den anden side' og har det godt i sit liv på trods af sine psykiske problemer.

»På en skala fra et til 10, hvad er så min mentale stabilitet? 100.000. Uendelig. For gennem mine 20'ere oplevede jeg at gå fallit, jeg oplevede at være på røven fire gange, jeg oplevede at miste min søster. Jeg gennemgik så meget mentalt ... og nu er jeg ude på den anden side,« sagde han ifølge ContactMusic i august efter rygter om, at han var selvmordstruet.

Politiet blev sendt til hans hjem 8. august, efter hans mor havde ringet til dem og luftet sine bekymringer, men efter at have talt med stjernen vurderede ordensmagten, at der var tale om 'falsk alarm'.

Carter har også grund til at øjne lys forude, for musikalsk har han fået en lille renæssance med sit 2018-album 'LØVË'. Det er blevet streamet mere end 75 millioner gange på Spotify.

'The Doctors' med Aaron Carter som gæst sendes på amerikansk tv i to afsnit i dag, torsdag og i morgen.