Den koreanske musikscene er for anden gang på blot en måned ramt af en stor tragedie.
Den 28-årige sangerinde og skuespiller Goo Hara blev søndag fundet død i sit hjem. Politiet betragter dødsfaldet som muligt selvmord. Og hvis det er tilfældet, er stjernen en del af en skræmmende tendens blandt Sydkoreas superstjerner.
I 2017 begik K-popsangeren Kim Jong-hyun selvmord, og for blot en måned siden begik K-popsangerinden Sulli selvmord i en alder af blot 25 år. De to kvinder var ifølge BBC nære venner, og dødsfaldet fik Goo Haras langvarige depression til at blusse op.
En depression, som tidligere havde været tæt på at koste hende livet.

I maj blev hun indlagt på hospitalet, efter hun forsøgte at tage sit eget liv. Hun undskyldte senere for at gøre sine fans nervøse, og episoden fik landets medier til at kigge nærmere på de personlige omkostninger, det har for K-popstjerner at være genstand for så meget opmærksomhed.
De bliver blandt andet udsat for massiv hetz på sociale medier og er udsat for et ekstremt forventningspres, skriver CNN.
Men mobning, forventninger og venindens død var ikke det eneste, Goo Hara havde at bekymre sig om, da hun tilsyneladende tog sit eget liv søndag.
I september sidste år anmeldte hun sin ekskæreste for vold og trusler om at lække en sexvideo, de to havde indspillet sammen.

Sagen fik stor opmærksomhed i medierne, og i august blev ekskæresten idømt halvandet års betinget fængsel for vold og afpresning, skriver CNN.
Goo Hara vendte først tilbage til scenen for et par uger siden og har givet flere show siden da. Lørdag aften lavede hun et opslag til sine 1,5 millioner følgere på Instagram, hvor hun ligger i sin seng. Til billedet var skrevet ordet 'godnat'. Søndag aften kl. 18 blev hun fundet død af politiet.
Går du med svære tanker? Så hjælper det at tale med nogen. Herhjemme findes der flere gratis rådgivningsmuligheder. Eksempelvis foreningen SIND.
Ring 70 23 27 50 og få hjælp. Åbningstiden er klokken 11-22 mandag til fredag og klokken 17-22 om søndagen.



