Det er ikke slut med popbandet S Club 7, selvom bandet den seneste måned har mistet to medlemmer.

Først måtte bandet i april sige et tungt farvel til Paul Cattermole, der døde pludseligt. Og søndag valgte sangerinden Hannah Spearritt, der tidligere har været kærester med Cattermole, at trække sig fra bandet.

Men bandet fortsætter alligevel. Og det gør dets kommende tour i Irland og Storbritannien også.

Og som en speciel hæder til Cattermole har det nu fem personer store band valgt at ændre navnet på deres tour til 'Good Times'.

Det oplyser de fem bandmedlemmer i en video på Instagram, beretter flere britiske medier – herunder The Guardian.

Her fortæller popgruppen også, hvor chokeret de blev over at miste Cattermole, der kun blev 46 år.

»Ingen kan nogensinde erstatte Paul, men han lever videre i hver og en af os,« lyder det fra Bradley McIntosh.

Rachel Stevens fortalte, at Cattermole have været med til at planlægge Touren, mens Jon Lee forsikrede om, at de resterende fem medlemmer 'virkelig var spændte og klar' til Touren, selv om de savner Cattermole og Spearritt.

Hannah Spearritt var kærester med Cattermole tilbage i bandets storhedstid i 00erne – og i en kort periode omkring 2015.

Hun har tidligere beskrevet ham som sin 'første kærlighed'.

S Club 7 udsendte efter Cattermoles død en pressemeddelelse, hvor bandets medlemmer skrev, hvor dybt berørte de var af dødsfaldet. Og at de alle føler et stort tab og sorg.

Den nye tour vil begynde i oktober, og det er første gang i otte år, at det tidligere så populære popband vil stå på en scene.

S Club 7 blev skabt tilbage i 1997 af den kendte popband-snedker Simon Fuller, der også skabte Spice Girls. Bandet har udgivet fire album.