»Der har været mange nætter med gråd. Jeg har grædt, og jeg har aldrig i mit liv bedt så meget, som jeg gør nu.«

Sangerinden Pink har ligget søvnløs, siden hendes tre-årige søn Jameson fik konstateret corona-virus for to uger siden.

Selvom drengen er i bedring, er hun bekymret for både ham og den resterende amerikanske befolkning.

»Det er en tragedie og en kæmpe fejl, at vores regering ikke gør test bredt tilgængelige. Sygdommen er seriøs og virkelig,« fortalte hun søndag i en live på Instagram, skriver Daily Mail.

Pink undrer sig samtidig over, hvordan man i begyndelsen fortalte, at det nærmest var umuligt for små børn at få en corona-infektion, og at det især var svage og sårbare, der skulle passe på.

»Ja, jeg har astma,« siger Pink, som selv har været syg med corona, men hurtigt blev rask.

»Men Jameson, han er tre, og han er sund og rask. Vi bor på landet, okay. Det værste, der angriber os herude, er pollen og pumaer.«

Mens både Pink, med det borgerlige navn Alecia Beth Moore, og hendes søn blev smittet, gik både hendes mand, Carey Hart, og deres otteårige datter Willow fri af sygdommen.

Pink blev testet positiv – og siden negativ – fordi familien har adgang til sundhedspersonale, der kan teste.

Man sangerinden ved godt, at hun er priviligeret. Derfor beder hun til, at alle amerikanere kan blive testet gratis, så man ved, om man er smittet.

Pink har nu doneret 500.000 dollar svarende til knap 3,5 millioner kroner til sundhedspersonale på Temple University Hospital i Philadelphia til ære for sin mor, Judy Moore, som arbejdede der i 18 år.

Derudover har hun doneret 500.000 dollar til Los Angeles' borgmesterkontors krisefond mod sygdommen covid-19.