Sangerinden Pink adresserer mange dybe følelser i sine sange, men nu afslører hun i en åbenhjertig snak, at hun ikke har det nemt med intimitet.
Noget, der kom som en overraskelse for hende, da hun gik i parterapi med sin mand, Carey Hart, efter de havde haft brudt med hinanden i to år.
De to blev gift i 2006, men var fra 2008 fra hinanden i to år, og nu fortæller Pink i en live-session på Instagram, at det var parterapi, der reddede deres forhold.
Den 40-årige sangerinde siger, at hun og manden, den professionelle motocrosskører Carey Hart, havde problemer og talte hver sit sprog.

Ikke noget, der kan tilskrives, at de hører til to forskellige biologiske køn, lyder det fra hende, men mere at de har dannet par i mange år.
Ifølge hende havde de brug for en, der kunne komme og oversætte det, de forsøgte at sige til hinanden. Og det var her, terapeuten Vanessa Inn kom i billedet.
Og Inn gjorde det helt klart for 'Let's Get the Party Started'-sangerinden, at selv om hun i nogle tilfælde troede, at deres problemer kunne tilskrives ægtemanden, så pegede pilen i virkeligheden tilbage på hende.
»Der var et øjeblik i parterapi med Carey, jeg glemmer det aldrig, der i kontoret. Jeg havde brokket mig over ham i årevis om, hvordan han ikke er til stede, han er der ikke, han forstår det ikke, han ser mig ikke 'emotionelt', han prøver ikke engang at forstå mit sprog,« lyder forklaringen fra Pink, der i sin live-session netop har en samtale med parrets terapeut.
»Og du (Vaneassa Inn, red.) var sådan: 'Alle, ti lige stille, stil jer op, put jeres hænder på hinandens hjerter og så bare kig hinanden i øjenene',« fortæller Pink, inden hun fortsætter:
» ... og den her mand, som jeg havde påstået ikke ville være der for mig, placerede sine fødder på jorden med hans hånd på mit hjerte og øjne, der kiggede ind i min sjæl, og gæt så, hvad jeg gjorde?« lyder det fra hende, inden hun afslører resultatet:
»Jeg begyndte at fnise og kiggede væk, og i det øjeblik indså jeg, at jeg var en smule fuld af l***. Jeg var den, der var ren snak, og sådan har der været mange gange.«
Pink, der også har navnet Alecia Beth Moore, har den niårige datter Williow og treårige søn Jason sammen med ægtemanden.