Spørger man Pilou Asbæk, hvorfor han som 37-årig udgiver en selvbiografi, tændes det drilske glimt i de blå øjne, og det velkendte drengerøvssmil breder sig om munden.

»Om ikke andet et vidnesbyrd, som kan minde mig om, hvor sjovt det var,« griner han. Men det er kun en flig af sandheden. Nedenunder gemmer sig en langt mere smertelig forklaring.

Pilou Asbæk har længe været på alles læber. Været en af de hotteste danske eksportvarer, som - udover sin rolle i ‘Game of Thrones’ - har spillet over for store Hollywood-stjerner.

Ikke mindst det seneste år har været vildt for den danske stjerne. Det år, som er omdrejningspunktet i biografien ‘Alting sker på en gang’.

Men det har også været et år med lange perioder væk fra sin kone og datter, med savn og afsavn. Og et år med dén fortvivlelse, der er den væsentligste grund til, at bogen nu ligger klar på boghylderne.

»At samle nogle penge ind til min bror.«

Det var en majdag i 2018, at fundamentet vaklede under Pilou Asbæk. Dagen, hvor han fik en opringning fra sin storebror Martin.

Selv om han er otte år ældre end Pilou, er både Martin og den yderligere to år ældre Thomas nogle af de vigtigste fyrtårn i hans liv.

»Jeg elsker dem. De er nærmest mine bedste venner,« fortæller han.

Pilou Asbæk husker, at det meste af familien dén dag var samlet for at fejre niecen, der lige havde fået studenterhue på, da Martin ringede. ‘Det er ikke så godt. Jeg skal tale med dig’, sagde han i den anden ende.

Det var ikke godt. Martin havde fået konstateret leukæmi, blodkræft. Pilou Asbæk drønede af sted til hospitalet.

»Dér gør jeg det mest grænseoverskridende, jeg har gjort i mit liv. Jeg tager et billede af ham, hvor han ligger med sit nyfødte barn.«

Billedet, som Pilou Asbæk tog af sin bror og hans nyfødte datter på hospitalet, da broderen netop havde fået konstateret leukæmi.
Billedet, som Pilou Asbæk tog af sin bror og hans nyfødte datter på hospitalet, da broderen netop havde fået konstateret leukæmi. Foto: Foto: Privat/'Alting sker på en gang'/Gyldendals Forlag
Vis mere

»Jeg ser cirklen, der udspiller sig foran mig. Den nyfødte og den døende,« fortæller Pilou Asbæk stærkt bevæget. Han har set cirklen før. Da han fik sin egen datter Agnes.

Han er stille længe, mens han kæmper med de stærke følelser. Tager en dyb indånding. Vender tilbage til Martin på hospitalet.

»Jeg ser på ham og ved ikke, om han overlever. For hans tal er rigtig dårlige. Det eneste, jeg tænker, er, ‘jeg skal redde min bror’. Men det kan jeg jo ikke. Jeg er ikke gud.«

Afmagten fik ikke lov til at bide sig fast. Stående ved sin brors hospitalsseng besluttede han, hvad formålet skulle være med hans bog.

»Jeg vidste, at skulle det værste ske, var hans familie sikret. Så det næstbedste, jeg kunne gøre, var at samle så mange penge ind, som jeg kan til dem, der har reddet andre med den sygdom,« siger han om at donere en del af salget fra bogen til Kræftens Bekæmpelse.

»Den beslutning traf jeg, da jeg stod og tog billedet af min bror.«

Heldigvis døde broren Martin ikke. Heldigvis har han det bedre. Men frygten for at miste ham satte sine spor i lillebror Pilou.

»Når et af de stærkeste mennesker, som jeg har kendt hele mit liv - et menneske, som jeg altid har støttet mig til og lænet mig op af - vakler, så vakler mit fundament.«

At en af en nærmeste måske skal dø, sætter mange ting i perspektiv, mener Pilou Asbæk.
At en af en nærmeste måske skal dø, sætter mange ting i perspektiv, mener Pilou Asbæk. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Det sætter nogle ting i perspektiv, minder mig om at huske at leve, at arbejde mindre, bruge mere tid med familien,« siger Pilou Asbæk. Som da også gjorde tanker til handling. For en tid.

»Men så overlever Martin - og jeg er så glad for, at han lever,« siger han og skynder sig at banke under bordet, inden han fortsætter: »Og så tænker jeg, ‘det går nok alligevel’.«

På den anden side af bordet griner Pilou Asbæk af sig selv. Han kan godt selv høre, hvordan hans ord lyder i andres ører. Men han ved også, at det utrættelige drive og den energi, der har drevet ham derhen, hvor han er i dag, helt til tops, ikke bare kan sættes på standby eller lægges på hylden.

»Det er jo sindssygt frustrerende, at jeg ved, at jeg burde tage mit liv op til revurdering, ved, at jeg burde smide alt, hvad jeg har i hænderne og være, en nærværende far.«

»Men er det lykken for Agnes og min kone? Er det lykken for mig?« spørger han. Og kender allerede svaret.

»Måske har min brors sygdom ændret noget,« tilføjer han tænksomt. »For i år har jeg kun været væk i udlandet nogle få uger og ellers prioriteret at være hjemme for at lave Tobias Lindholms serie (om opklaringen af mordet på Kim Wall, red.) og være sammen med min familie.«

»Så jo, det har betydet noget. Men måske er den brik bare ikke faldet på plads i mit hoved endnu.«

‘Alting sker på en gang: Et år med Pilou Asbæk’ udkommer mandag på Gyldendals forlag.