Sidst Pilou Asbæk var på settet til optagelserne af superheltefilmen 'Samaritan', føltes det godt. Det er godt seks måneder siden.

Nu er han tilbage, og følelsen... ja, den er noget mere sær, beskriver han i et opslag på Instagram.

Den danske skuespiller er netop vendt tilbage til Atlanta, hvor optagelserne til filmen genoptages i næste uge. Her er coronarestriktionerne mange og omfattende:

'Bliver testet fire gange om ugen. Tjekker ind på en app hver morgen. Besvarer spørgsmålene: 'Føler du dig syg i dag?', 'har du rejst inden for de seneste 14 dage?' og så videre. Det er mærkeligt,' skriver han.

'Du føler dig tryg med afskåret fra dine venner, dine kollegaer...'

På billedet, der er delt sammen med den lange tekst, er han iført både mundbind og visir. Og netop den omfattende tildækning af hans ansigt er da også noget, han italesætter i sit opslag.

Han beskriver, hvordan han forsøger at smile ekstra meget med øjnene, men at han har svært ved at aflæse andre.

'Det er kun, når du er får makeup på, du kan tage masken af for en stund. Og når du er foran kameraet. Men KUN, mens der bliver optaget.'

'De optagelser, vi skød, inden verden lukkede ned, føltes gode. Men jeg har ingen idé om, hvordan det bliver at være på settet nu. Hvordan skal vi samarbejde? Det kommer sandsynligvis til at gå fint, men underligt,' skriver han og tilføjer, at alles sikkerhed naturligvis kommer i første række.

Og alle gør deres bedste, understreger han om sine kollegaer, der tæller blandt andre Sylvester Stallone og Dascha Polanco.

'Krydser fingrene. Ønsk mig held og lykke,' afslutter Pilou Asbæk.

'Samaritan' handler om en ung dreng, der sætter sig for at undersøge, om en superhelt, der forsvandt for 20 år siden, stadig er i live.

Filmen, som får premiere næste år, instrueres af Julius Avery, som Pilou Asbæk tidligere har arbejdet sammen med i filmen 'Overlord' fra 2018.