Det startede allerede i sidste uge. Deres mundhuggeri.

At Piers Morgan og hans medvært Alex Beresford har vidt forskellige holdninger til det opsigtsvækkende prins Harry og hertuginde Meghan-interview, har siden 5. marts været tydeligt for enhver.

»Jeg tænker, det snart er på tide at forbyde vores prinser at gifte sig med amerikanske kvinder,« skrev Piers Morgan den dag på Twitter.

Med teksten delte han et billede af hertuginde Meghan og Wallis Simpson – kvinden, der fik britiske kong Edvard 8. til at abdicere, så han kunne gifte sig med hende.

Opslaget var kun et af Piers Morgans mange angreb på hertuginde Meghan. Men det var dråben for Alex Beresford, vejrvært på ITV.

»Du stopper aldrig op og tænker, at du måske skulle give kvinden, der bærer et barn, en pause?« svarede han.

Piers Morgans svar var – implicit – »nej«.

»Du mener på samme måde, som hun giver en 94-årig kvinde, hvis ægtemand er indlagt på hospitalet en pause,« skrev han således med henvisning til, at dronning Elizabeths gemal prins Philip i øjeblikket er indlagt.

Sådan fortsatte de to værter så for en stund.

8. marts, da det længe ventede interview fik premiere, var Alex Beresford så ude med riven igen.

»Jeg beklager, men Piers Morgan går over grænsen,« skrev han på Twitter, umiddelbart efter Piers Morgan blandt andet havde udtalt, at han ikke troede en meter på hertuginde Meghan, der i interviewet fortalte, at hun som følge af livet i kongehuset fik selvmordstanker. Og at der ikke var nogen hjælp at hente nogen steder.

»Hvem gik hun til? Hvad sagde de til hende? Jeg tror ikke på et ord, hun siger. Jeg ville ikke tro på hende, hvis hun læste vejrudsigten højt for mig. Jeg synes, det er foragteligt, at hun retter dette angreb mod vores kongefamilie,« sagde han blandt andet.

Prins Harry og Meghan.
Prins Harry og Meghan. HARPO PRODUCTIONS

De udtalelser vakte stor kritik. 41.000 klager blev fluks sendt afsted til tv-værtens arbejdsplads. Og tirsdag forlod han som bekendt sit job.

Sagde farvel og gik – og holdt fast i sine udtalelser.

Inden det skete, kulminerede fejden mellem ham og Alex Beresford dog.

Det skete i 'Good Morning Britain' tirsdag morgen. Her fortsatte Piers Morgan med at lange ud efter prins Harrys hustru.

Alex Beresford
Alex Beresford Ken McKay/ITV/Shutterstock

Fortalte, at hun havde droppet deres venskab, da hun indtrådte i de kongelige rækker. At hun var blevet for fin til ham. Men han havde gennemskuet hende, lod han vide.

Herefter gentog han anklagerne om, at hun løj om sine selvmordstanker.

Så fik Alex Beresford nok. Kaldte kollegaens adfærd »djævelsk« og »patetisk«.

»Jeg kan forstå, at du ikke bryder dig om Meghan Markle. Det har du udtrykt utallige gange. Og jeg kan forstå, at du tidligere har haft et personligt forhold til Meghan Markle, og at hun droppede kontakten,« lød det fra Alex Beresford, der fortsatte:

»Har hun sagt noget som helst om dig, siden hun droppede kontakten? Det tror jeg ikke, hun har, men alligevel bliver du ved med at svine hende til.«

Den kritik ville Piers Morgan ikke lægge ører til.. Han rejste sig fra sin stol. Forlod studiet..

»OK, jeg er færdig med det her. Undskyld, nej, jeg kan ikke gøre det her,« sagde han.

Inden dagen var omme, var han fortid på programmet, og nu går rygterne på, at Alex Beresford skal overtage hans job.

Det tager Piers Morgan dog ikke så tungt:

»Held og lykke til ham,« sagde han onsdag morgen, da journalister fangede ham foran sit hjem.