Pia Allerslev havde en aftale med sin gode bøsseven, så hun var sikker på at få børn, inden hun var 32. Men så dukkede Christian op.

Pia Allerslev (f. 1972 i Herning) er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, valgt for Venstre. Student fra Holstebro Gymnasium 1991 og uddannet folkeskolelærer fra Frederiksberg Seminarium i 1999. Har været lærer på Skovshoved Skole og desuden formand for Venstres Ungdom i Holstebro i starten af 90erne. Hun er gift med Christian Simonsen, som hun har to børn med og bor i Vanløse. Deltog i Vild med Dans i 2011.


Et af de største højdepunkter i mit liv var, da det endelig lykkedes mig at at blive gift, og finde en mand, der kunne holde mig ud, som også gerne ville ha' mig og ikke mindst have børn med mig. Da jeg mødte Christian, meddelte jeg ham, at jeg skulle ha' børn inden jeg var 32, og at jeg havde en aftale med min gode bøsseven: Hvis jeg ikke havde fundet manden i mit liv, så ville han levere, hvad der skulle leveres, så jeg blev mor. Til at starte med sagde han, at han ikke ville have børn foreløbig, men efter halvandet år var jeg gravid – og det er jeg på billedet. Jeg mødte Christian i toget på vej til Brøndby Stadion, hvor vi begge stod med gul-blå trøjer og en six pack. Han er erhvervsrådgiver i Nykredit og en bankmand, som slet ikke er kedelig.


Var det ikke et yndigt pandehår? Man kunne godt tro, jeg var fan af den lyshårede fra Abba, Agnetha, men det var nok snarere Mabel vi hørte. Jeg voksede op i Ørnhøj i Vestjylland, og min mor var flittig med krøllejernet. Jeg var den pæne og meget aktive pige, der brugte megen tid på sport i hallen og i friluftsbadet. Første gang jeg var i avisen – Jyllandsposten - var det med en historie om at jeg, ni år gammel, svømmede 7,5 km uden stop. Min mor var filialbestyrer i en bank og min far var chef for det lokale grovvareselskab.


Det var først, da jeg kom til København, at jeg fandt ud af, at ikke alle synes at folkedans var det mest smarte, men for mig var det fantastisk og sjovt. Det var nok en meget lokal ting. Til venstre vores TV, som ikke havde fjernbetjening , for der var alligevel kun een eneste kanal, nemlig DR. Vi boede i et ingenmandsland, hvor man ikke kunne tage hverken norsk, svensk eller tysk TV.


1988: Fra min poptøs-æra med puddelkrøller, hvor jeg hørte Wham. Jeg var startet i gymnasiet og havde pludselig nogle helt andre værdier, selvom jeg stadig gik til folkedans og ikke brugte makeup, ligesom piger gør i dag. I 1. G var jeg i Spanien i Malgrat de Mar på ferie med min veninde Majbritt. Jeg fik kun lov til at tage afsted, fordi hun var sådan en fornuftig pige. Det mente mine forældre, selvom det måske ikke var helt rigtigt. Vi tog en ti-dages busferie derned med helpension for 1100 kr - det var til at betale – det var i øvrigt dengang folk røg cigaretter i bussen. Trøjen havde jeg lånt af en dreng, som jeg kyssede lidt med - han var også med i bussen fra Danmark. Vi syntes selv, at vi slog os løs, men vi kommer dog ikke op i nærheden af, hvordan det foregår for de unge, man kan følge i reality-serier på TV.


Her havde jeg lige bestået min et-årige HH, jeg tog efter gymnasiet. Jeg havde luret, at jeg var nødt til at gå all-in her og anskaffe mig en lille brille næsten uden styrke, så jeg kom til at se enormt klog ud. Og det betød også, at jeg fik nogle superkarakterer i mundtlig eksamen, heldigt, for jeg var ikke så glad for faget bogføring. Jeg var kæreste med Michael, han var sød og vi boede på kollegium sammen i Holstebro.


Dejligt garn jeg havde, dengang jeg var 16 år og stadig havde en del børneting på værelset. Jeg tror ikke jeg var den nemmeste teenager. man syntes jo selv man var meget klog og jeg skændtes gerne med min mor og far om livets uretfærdigheder. Jeg kan jo i dag se, at de havde ret i 80 pct af, hvad de sagde. Dengang ville jeg efter niende klasse et år til USA på highschool, det var min store drøm, men der sagde både min far, mor og klasselærer, at det ville jeg ikke kunne styre. Jeg blev så fornærmet og syntes de var de mest uretfærdige mennesker i hele verden. Men de havde jo ret, for jeg kunne ikke administrere den frihed dengang.


Året efter den første tur til Spanien, da jeg var omkring 17 år, tog jeg afsted igen og jeg fulgtes jeg med en anden veninde, Hanne, som kun fik lov til at tage afsted, fordi jeg blev anset for at være så fornuftig af hendes forældre. Det synes de stadig, og vi er stadig hinandens bedste veninder og laver mange fornuftige ting sammen.


På dette forfærdelige billede, var jeg flyttet til København, hvor jeg arbejdede for Venstres Ungdom, men i det hele taget vidste jeg ikke helt, hvad jeg ville med mit liv. Min T-shirt var Uffe Ellemanns ord fra 1992 - If you cant join them beat them - altså eftersom vi ikke kunne slutte os til Maastricht-traktaten kunne vi i stedet slå dem i fodbold i EM 1992. Jeg boede i en lillebitte lejlighed i Århusgade på Østerbro med toilet på gangen og nedenfor var et fantastisk værtshus, Expressen, som stadig er min favorit. Jeg var skræmt fra vid og sans over at komme til København. Fx kunne jeg ikke finde ud af det med s-toget og kørte den forkerte vej konstant. Hvordan skulle man dog vide, at Køge ligger mod syd? Og jeg var rystet over, at man ikke kendte dem, man boede i opgang med. Men efter et halvt års tid var jeg fan af København.