Nærmest over en nat har Phillip Faber opnået stjernestatus, efter han under coronakrisen har samlet danskerne til fællessang på DR.

Han prøver på at undgå, at succesen stiger ham til hovedet. Men håber samtidig, at hans kone vil lade ham beholde de mange kopper med hans ansigt på, som fans har sendt ham.

»Det er da enormt rørende, men jeg ser det mest som et tegn på, hvor glade folk er for det, vi laver. Jeg ved godt, det er mig, der spiller til, men jeg kender de første 100 mennesker, der kunne have gjort det lige så godt. Jeg går og siger til mig selv, at folk bare er glade for muligheden for, at man kan synge sammen.«

35-årige Phillip Faber er til daglig komponist og chefdirigent for DR PigeKoret, men slår også sine folder på DR2 som vært på 'Den klassiske musikquiz'.

Phillip Faber er vært på 'Den klassiske musikquiz' på DR2.
Phillip Faber er vært på 'Den klassiske musikquiz' på DR2. Foto: Bjarne Bergius Hermansen
Vis mere

Med 'Morgensang med Phillip Faber' på DR1, som hver morgen den seneste tid har givet de coronaisolerede danskere noget at stå op til, er han dog nået markant bredere ud.

Og den nye kendisstatus kan i den grad mærkes. Produktionsselskaberne hiver i ham for at få ham med i forskellige tv-formater, og forlagene vil have hans navn på deres omslag.

Men Phillip Faber tager det med ophøjet ro. Han lever og ånder for musikken, og den må ikke stå i skyggen af ham, ligesom fællessangen ikke må blive så fortærsket, at danskerne bliver trætte af den, lige så hurtigt som de er faldet pladask for den.

Selv har han altid elsket den danske sangskat.

Phillip Faber, komponist og dirigent og tidligere barneskuespiller. Siden 2013 har han været chefdirigent for DR Pigekoret og siden 2016 kunstnerisk ansvarlig for Malko Dirigentskolen. For tiden kan han opleves på DR TV hver morgen, hvor han samler danskerne til morgensang.
Phillip Faber, komponist og dirigent og tidligere barneskuespiller. Siden 2013 har han været chefdirigent for DR Pigekoret og siden 2016 kunstnerisk ansvarlig for Malko Dirigentskolen. For tiden kan han opleves på DR TV hver morgen, hvor han samler danskerne til morgensang. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg har den vildeste morfarsmag. Jeg lytter kun til klassisk, lidt jazz og swing, så jeg ved ikke en døjt om popmusik, og hvad der er in lige nu. Jeg har stået i mange situationer i embeds medfør, hvor jeg skulle møde en artist på scenen og måtte sidde på Spotify og lytte deres kendteste hit igennem inden, fordi jeg er så eklatant langt væk fra beatet.«

Men for tiden har vi tilsyneladende alle 'den vildeste morfarsmag'. Phillip Faber glæder sig i hvert fald over at se, hvordan danskerne i høj grad foreslår ham at spille gamle og trygge sange i denne usikre tid.

For det er seerne, der er med til at beslutte, hvad der skal synges i 'Morgensang med Phillip Faber'. Det er vigtigt for ham, når programmet netop skal samle danskerne.

Også selv om det betyder, at han af og til skal synge sange, han næppe selv ville have valgt.

Phillip Faber i 'Morgensang med Phillip Faber'.
Phillip Faber i 'Morgensang med Phillip Faber'. Foto: DR
Vis mere

»I morgen skal jeg for eksempel synge 'Hvalen Hvalborg', og ...,« sukker programmets pianist, inden han med et smil fortsætter:

»Ja, man kommer nok til at savne Michael Bundesen (forsanger i Shu-bi-dua, red.), tror jeg. Men sådan må det være.«

På Twitter er Phillip Faber af Søren Pind blevet sammenlignet med den ikoniske Vera Lynn, der under Anden Verdenskrig rejste ud for at synge for de britiske soldater og give dem en glæde i mørket. Den tidligere minister synes sågar, at Phillip Faber fortjener et ridderkors for sin gerning.

Morgensangen er da også nået til Amalienborg, hvorfra kronprinsesse Mary, der er protektor for DR PigeKoret, ønskede, at Phillip Faber sang 'Solen er så rød, mor', mens statsminister Mette Frederiksen også fik opfyldt sit sangønske, der lød på Kim Larsens 'Joanna'.

Imens vælter det ind med rosende ord fra almindelige danskere, der sidder derhjemme og laver perleplader af hans ansigt, malerier og bunkevis af tegninger.

»Jeg har også fået tilsendt kopper, men de er desværre sendt til arbejdet, så jeg har ikke set dem. Men jeg er da sikker på, at min kone vil elske at have 10 kopper med mig på stående herhjemme,« smiler den 35-årige chefdirigent, der er gift med den 27-årige operainstruktør Selma Mongelard Faber, som han har sønnen August på to et halvt år med.

Det er med Phillip Fabers egne ord en tsunami af kærlighed, der er skyllet ind over ham. Han prøver at lade være med at læse det hele. For så vil det bare stige ham til hovedet, griner han.

I stedet har han tænkt, så det knagede, for at finde den sang, som han sammen med danskerne skal synge, når landet atter åbner. Selv om han efterhånden har erkendt, at det nok ikke bliver så storladent.

»Jeg har for mit indre blik haft billedet af, at alle strømmer ud på gaden og omfavner hinanden og giver hånd i ét væk. Men jeg tror ikke, det kommer til at ske. For der bliver nok åbnet gradvist,« siger han.

»Ellers ville det have været oplagt at vælge en sang, der drager paralleller til befrielsen, selv om det også nemt kan blive for tykt. Jeg har stor respekt for dem, der måtte gennemleve besættelsen, så det ville også være tarveligt,« siger Phillip Faber.

Han har derfor sluppet ideen om at synge Mads Nielsens 'En lærke letted' fra 1945, når danskerne igen må samles på gader og stræder.

'Og byer blomstred' i rødt og hvidt, og det var forår og Danmark frit.'