102 millioner følgere og utallige fans på verdensplan.

Alligevel har den svenske youtuber PewDiePie valgt at holde en pause fra videoplatformen.

Det offentliggjorde youtube-stjernen lørdag i en ny video på netop YouTube.

Årsagen til at PewDiePie, med det borgerlige navn Felix Arvid Ulf Kjellberg, har valgt at holde pause fra YouTube, skyldes træthed.

»Jeg er træt. Jeg er træt. Jeg føler mig meget træt,« siger PewDiePie i slutningen af videoen.

Den 30-årige svensker fortæller videre, at han vil sige mere om sin pause senere. Hvad PewDiePie skal bruge pausen på vides derfor endnu ikke.

Tidligere på året blev han nævnt som en mulig radiovært i den nye Radio Louds ansøgning, da de vandt udbuddet om en ny DAB-kanal.

Om det er derfor youtuberen har valgt at holde pause, må tiden dog vise.

PewDiePie er kendt for at dele spilvideoer på sin kanal, hvor han kommenterer imens han spiller.

I 2015 udgav han en selvhjælpsbog med den danske titel 'Den her bog elsker dig', indeholdende jokes, slogans og råd fra alle youtuberens år som vlogger.

I august 2019 blev han gift med sin 27-årige italienske kone, Marzia Bisognin.

'Jeg er så lykkelig, som jeg kan blive', skrev Felix Arvid Ulf Kjellberg dengang på sin Twitter-profil, hvor han også delte billeder af det nygifte brudepar.