Det er 15-20 år siden, at den norske hotelmilliardær Petter Stordalen sidst har svinget køkkenkniven.
Men nu er der kommet andre boller på suppen, hvad angår Stordalens madvaner.
I sommeren 2020 fandt 59-årige Petter Stordalen igen kærligheden, næsten otte måneder efter bruddet med Gunhild Stordalen.
Hans udkårne er svenske Märta Elander Wistén på 31 år. Og i sin nye bog 'Apollometoden' åbner Stordalen op for, hvordan den første tid med Märta har været.

Ifølge Dagbladet beretter milliardæren om en svær periode, hvor han beskriver sig selv som en helt anden mand, end den Märta mødte. Deres forhold hang derfor i en tynd tråd, fordi han ikke var den stærke, selvsikre mand, hun faldt for.
Stordalen var bange for, at hans personlige krise ville blive for stor en mundfuld for den 27 år yngre kæreste. Men den bekymring viste sig at være overflødig.
Märta Wistén blev nemlig hos Stordalen, og han lægger ikke skjul på, at hendes tilstedeværelse gjorde ham godt.
I tv-programmet 'Senkveld' åbnede han nemlig op om sit kærlighedsforhold og udtaler:
»Jeg kan opsummere, hvad Märta betød for mig i den periode: Jeg begyndte at sove godt, spise godt og grine godt, og det er er faktisk noget af det vigtigste for at komme igennem en krise.«
Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at hun hjalp ham med at 'spise godt'. I bogen indrømmer Petter Stordalen nemlig, at han aldrig har lavet mad i sit hjem, og at det er mellem 15 og 20 år siden, at han sidst har lavet mad:
»Jeg havde aldrig lavet mad derhjemme. Heller ikke andre steder for den sags skyld. Jeg havde haft for travlt med mit arbejde og konkluderede, at andre alligevel var bedre end mig til at lave mad. Med undtagelse af faglige ærinder i indkøbscentrene havde jeg ikke været i en købmand siden 90erne,« skriver Stordalen i sin bog.
Men nu har hotelmilliardæren altså selv taget køkkenkniven i hånden, og han understreger i bogen, at maden faktisk smager bedre end den, han får på restauranterne.