Petra Nagel siger, at det er helt vildt, at det nu er hende, der skal være vært på et program, som hun selv så, da hun var yngre.

Tv-værten, der til dagligt sidder ved siden af Jes Dorph-Petersen i  Go' Aften Live', mener, at hun har nogle erfaringer, som vil hjælpe hende i den nye rolle.

Hun har nemlig tidligere selv datet på åben skærm, da hun medvirkede i en serie ved navn 'Petra dater hele verden', skriver TV 2.

»Jeg tror, min erfaring betyder, at jeg kan sætte mig ind i de følelser, deltagerne har. At jeg kan støtte dem i processen, som jo kan være enormt sårbar,« lyder det fra hende.

Nagel må for en kort periode lægge det mere nyhedsaktuelle program 'Go' Aften Live' på hylden.

Hun holder ferie fra sin værtsrolle der, i de fem uger de indspiller dating-programmet. Programmet skal filmes i april, og det vil blive sendt denne sommer.

'The Bachelor' er et dating-program, som har eksisteret i mange år. I programmet skal en single fyr date en gruppe kvinder.

Kvinderne bliver så valgt fra én for én, og til sidst står der, hvad der forhåbentligt er ægte kærlighed tilbage i form af den sidste kvinde.

Foruden gode seertal er programmet også en kæmpe succes på andre planer. I februar skrev bladet Cosmopolitan nemlig, at 21 par, som har fundet sammen i tv-programmet, stadig er sammen den dag i dag.

Programmet har eksempelvis også haft en kvindelig-udgave, som hed 'The Bacelorette'. Her blev Trista Rehn i sidste afsnit forlovet med brandmand Ryan Sutter, og de er stadig sammen 15 år senere og har fået to børn sammen.

Afviste deltagere har også på kryds og tværs fundet sammen med andre afviste deltagere. Desuden er Rehn og Sutter (der i dag begge hedder Sutter) ikke det eneste par, som har fået børn efter at have medvirket i programmet.

19 børn, inklusiv dem der er i vente, er i denne verden på grund af det populære datingprogram.