Selvom hun i årevis er tonet frem på tv-skærme i det ganske land og i bedste sendetid, så er vært på 'Go aften Live' Petra Nagel alligevel overbevist om, at hun ikke rigtigt kan finde ud af noget.

Det fortæller hun om i et interview med Alt for damerne, hvor hun skal fremlægge sit livs dilemma. Og det er altså det. Grundfølelsen af ikke at være god nok.

»Jeg har tanken: Hvornår lægger de mærke til, at jeg jo ikke rigtig kan noget? At jeg faktisk ikke dur til det, jeg laver? Og samtidig ved jeg godt, at det ikke kan være helt skidt. Men det er sådan, jeg har det. Hvorfor synes folk, at det, jeg laver, er godt? Hvorfor bliver jeg egentlig ikke fyret? Hvorfor vil de blive ved med at have mig siddende her på TV 2, når jeg egentlig ikke rigtig gør noget? Andet end at interviewe,« fortæller hun til bladet.

Petra Nagel uddyber, at hun rationelt set er klar over, at man ikke får lov til at sidde i værtsrollen på TV 2 i bedste sendetid, hvis ikke man dur til noget. Alligevel er hun overbevist om, at det er sådan, landet ligger.

Tv-værten Petra Nagel er overbevist om, at hun ikke rigtigt kan finde ud af noget.
Tv-værten Petra Nagel er overbevist om, at hun ikke rigtigt kan finde ud af noget. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Petra Nagel slog igennem på DR3 med programmet 'Menneskeforsøg' i 2014 og lavede derefter en række programmer med sig selv i hovedrollen: 'Petra dater hele verden', 'Petra elsker sig selv' og 'Petra får en baby'. Petra Nagel er i dag vært på 'Go' aften Live', og senest har hun været vært på realityprogrammet 'Bachelor'.

Da den i dag erfarne tv-vært i sin tid kom med i programmet 'Menneskeforsøg', fordi de tilfældigvis manglede en kvinde, gjorde hun meget ud af at være frisk på skærmen, og så vidt muligt forsøgte hun at minde om de gutter, hun havde selskab af i programmet, fortæller tv-værten til Alt for damerne.

Det blev der dog lavet om på, da hun fik sine egne programmer på DR. Her fik hun nemlig besked på at tone det påtagede ned, hvilket gav hende frihed til at være helt sig selv på skærmen, fortæller tv-værten i interviewet.

Petra Nagel er i øjeblikket på barsel med datteren Rosa, og derudover er hun snart aktuel med bogen 'Ting, jeg har lært, da det var for sent', der udkommer 28. september.