Det var hans første nat i suiten på det eksklusive hotel i London. Én gang skulle han sove, før han ville stå omgivet af store filmstjerner. Før en drøm gik i opfyldelse.

Men det var noget andet end glæde, der sneg sig ind i Peter Myginds krop. Noget, der lammede den. Dødsangsten.

»Der tænkte jeg: 'Okay, nu skal jeg dø i London. Jeg kommer aldrig ind på filmsettet',« siger Peter Mygind og fortsætter:

»Bagefter blev jeg ramt af frygten for, at jeg skulle falde om på gaden, mens jeg var der. Og om jeg burde have fortalt dem på forhånd, at jeg lider af angst?«

Hjertet er omdrejningspunktet i den nye julefilm ‘Last Christmas’, som den danske skuespiller spiller med i. Omgivet af stjerner som Emma Thompson, Emilia Clarke og Michelle Yeoh.

Men hjertet fylder også en del mere i Peter Myginds liv end i de fleste andres. Og har gjort det siden 8. februar 2015. Dén dag, hvor det holdt op med at slå. Dén dag, han døde.

Det var tæt på Gentofte Hospital, at han pludselig faldt om. Efter to gange tidligere at have været ramt af blodpropper kunne han mærke, at noget var under opsejling og havde fået en tid på skadestuen.

Men Peter Mygind nåede ikke ind. Alt blev sort.

»Jeg blev reddet af Mads. Min engel,« siger han med taknemmelighed i hele ansigtet.

»Mads, der fandt mig, er Danmarks førende hjerte- og lungeredder, som rådgiver Røde Kors og Trygfonden. Det er jo helt vildt, at det tilfældigvis var ham, der kom cyklende forbi og fandt ud af, at jeg ikke havde nogen puls.«

At Peter Mygind er i live i dag, kan han takke Mads for. Men som enhver, der har oplevet hjerteproblemer, kan skrive under på, er det ikke kun taknemmelighed, der sidder tilbage i kroppen bagefter. Dødsangsten følger med.

Som fortalt i indledningen er den også en fast følgesvend i 56-årige Peter Myginds liv. »En udfordring, som jeg tager med mig,« kalder han den.

For ligesom han ikke lægger skjul på, at den især i den første tid efter sin død fyldte meget, lige så opsat er han på, at den ikke skal forhindre ham i at leve.

»I starten havde jeg mange angstanfald, som med årene er blevet mindre og mindre, fordi jeg har lært at omfavne dem,« fortæller han og forklarer, hvordan han nåede dertil.

»Jeg har gået i tankefeltsterapi hos min storebror Lars. Han har lært mig, at ved at banke på et panikpunkt her på håndryggen og lave vejrtrækningsøvelser samtidig kan jeg fjerne min angst inden for to minutter frem for, at det tager hele dagen.«

»Men ligeså vigtigt for mig er det, at jeg siger det højt, taler om det. For når du siger ting højt, er det, som om du bedre kan styre det, at din krop bedre kan lære at acceptere det.«

At tale højt og åbent om tingene er for Peter Mygind synonymt med, hvad han og hans kone, Lise Mühlhausen, kalder at ‘finde gaven i lorten’. At bruge dårlige oplevelser til noget positivt.

Sådan gjorde han i 2007, da sønnen Julius blev overfaldet af en børnebande, og nogle år senere, da samme søn havnede i et stofmisbrug. Og altså igen i 2015, hvor hjertet satte ud.

»Jeg har altid delt ud af mig selv,« fortæller han om sin åbenhed. »Modsat mange af mine kolleger dyrker jeg ikke den med, at man skal være hemmelig for at være skuespiller.«

»De er bange for, at folk ikke kan abstrahere fra det, de ved, når de ser én i en rolle. Men det er jeg ikke. Jeg er ikke bange for at fortælle, hvem jeg er, hvad jeg kommer af, og hvad jeg er bange for,« forklarer Peter Mygind.

Det er dog ikke alle, der har taget lige godt imod hans åbenhed.

‘Hold din fucking kæft om din død. Hvad rager det os?’ stod der eksempelvis i en kommentar på Facebook, da han for fire år siden skrev om blodproppen, der var tæt på at koste ham livet.

»At der er nogle, der bliver provokeret af ens åbenhed, er jo også en del af pakken. Men det interessante var, at jeg begyndte at skrive med ham, der blev allermest ophidset.«

»Det viste sig, at han selv havde været dødeligt syg og aldrig havde fortalt det til nogen. Så det endte med en konstruktiv dialog om selv at prøve at åbne op,« mindes Peter Mygind, som også holder masser af foredrag om de mange benspænd i sit liv.

Angsten for at dø kunne have sat en stopper for, at Peter Mygind kom til at spille sammen med Michelle Yeoh i julefilmen 'Last Christmas'.
Angsten for at dø kunne have sat en stopper for, at Peter Mygind kom til at spille sammen med Michelle Yeoh i julefilmen 'Last Christmas'. Foto: Universal Pictures
Vis mere

Men vigtigst af alt benspænd, som ikke får lov til spænde ben for hans liv.

»Derfor besluttede jeg også, at min angst ikke skulle styre, om jeg tog til London for at lave en film,« siger Peter Mygind, der derudover ligeledes har indspillet film og tv-serier i bl.a. Tyskland og Polen og også dér har oplevet angstanfald.

»Jeg kunne ligeså godt være så bange for at blive bange, at jeg blev hjemme og sagde nej til ting. Men jeg har lært at styre det. Jeg prøver at være en kriger og ikke et offer i mit liv.«

»Jeg er taknemmelig over mit liv og lever det, fordi jeg har taget ansvar for det. Og hvis jeg kan inspirere andre til at tage ansvar for deres, er det en ekstra gave i mit liv.«