Peter Mygind har mistet sin far. En far, han elskede meget højt.

»Det er stadig ikke rigtig gået op for mig, at man ikke bare lige kan gribe telefonen og ringe til ham,« siger han. Stemmen knækker, og tårerne pibler frem.

Peter Mygind er mødt op til pressemøde for den nye serie 'Sommerdahl', hvor han spiller hovedrollen Dan Sommerdahl. Aftenen forinden har han holdt foredrag. Det er hårdt at være i gang med arbejdet, men han har fundet ud af, at han godt kan tale trods våde øjenkroge.

»Min sorg er der jo lige meget hvad. Så jeg tager af sted, og så græder jeg lidt. Forleden var det så for Kræftens Bekæmpelse, jeg skulle holde foredrag. Så græd jeg, og så talte jeg i en time om at have angst,« lyder det fra Mygind.

I serien spiller Mygind overfor Laura Drasbæk. Hun spiller hans kone, Marianne Sommerdahl.
I serien spiller Mygind overfor Laura Drasbæk. Hun spiller hans kone, Marianne Sommerdahl. Foto: Philip Davali
Vis mere

Faren Søren Mygind blev 85 år gammel, og han skal begraves tirsdag den 25. februar i Frederiksberg Kirke. Inden hans død fik sønnen lov til at sige farvel på den helt rette måde.

»Min far blev 85 år, og for to uger siden blev han meget syg. Vi fik at vide, at han skulle dø, og så tog vi imod en operation på Rigshospitalet, der måske ville give ham en sommer mere, men når man er 85 og har fejlet alt muligt andet, så står organerne af.«

»Men jeg har været dér sammen med hans hustru Anne Marie, og vi har haft et smukt, men hårdt forløb. Jeg sad og holdt ham i hånden, da han åndede ud.«

Farens farvel til verden og til sin søn var meget i hans ånd. Søndag 16. februar om aftenen havde Søren Mygind sin søn og kones selskab. Der var glæde, og der var øl. Næste morgen gik han bort klokken halv fem.

»Han kunne ikke holde noget, men jeg hjalp ham og hældte øl i ham, og han sagde, at det smagte godt. Han sagde, han var så glad. På den måde kunne det ikke have været bedre.«

Mygind er i sine refleksioner kommet frem til, at det var et farvel, hvor han havde sin far til det sidste. Både faren og familien blev skånet for et langt sygdomsforløb, hvor der ikke var nogen kontakt til sidst.

Søren Mygind blev 10 dage inden sin død ramt af en udposning på hovedpulsåren, og Peter Mygind og resten af den nærmeste familie fik besked på at komme.

Ved pressemødet er det fire dage siden, faren gik bort, og det er ikke nemt at skulle dele sin fortælling.

»Alt det, man gennemgår lige efter en død... Først sidder man med en præst og gennemgår alle mulige ting, og så kommer pressen. Man bryder jo sammen hele tiden. Du fortæller jo historier om det menneske, du elsker. 'Hvordan var han?',« fortæller Peter Mygind, at han bliver spurgt.

Så skal skuespilleren, der har levet et langt liv med sin far, prøve at beskrive en flig af det menneske, han holdt så meget af. I tillægsord forsøger han at fange nogle af de vigtigste sider ved sin far.

»Jamen, hvordan var han? Han var det mest rummelige og charmerende menneske, man kunne møde,« siger Mygind, efterfulgt af en kort pause.

»Gavmild. Han var det mest gavmilde menneske.« Hver gang lægger han tryk på ordet 'gavmild'. Han fortæller, at der stadig er flere af hans venner, som skylder faren penge, for det var den type, han var.

Ordet 'levemenneske' bliver også brugt om den 85-årige forretningsmand, der arbejdede en del år i plastikbranchen. Og leve, det gjorde han til det sidste.

»Det var derfor, det var så godt, han fik sin bajer. Han drak altid øl og vin. Han kunne ikke lide vand. Han sagde, det ikke smagte af noget.«

Efter at have sat lidt ord på den far, som Peter Mygind kendte, bliver han stille for første gang i interviewet. Han kigger lidt frem for sig, og derefter svarer han på spørgsmålet om, hvordan han klarer at sidde her få dage efter sit tab.

»Jeg var også nervøs og tænkte 'klarer jeg det?'« Han puster ud, mens ordene siges, og så igen en kort lille pause.

»Men det kan jeg godt.«

Mod slutningen af interviewet fortæller han lidt mere om rollen som den hårde strømer Dan i 'Sommerdahl'. Han bliver afbrudt med kram fra kollegaer, der er på vej, og så deler han lidt om sig selv som far, og hvordan hans ene søn i andre sammenhænge mener, han græder lidt for meget.

Det har skuespilleren dog tilladt sig selv, da han i det hele taget har let til tårer. Noget, han ikke har arvet fra sin far.

»Jeg er meget følelsesladet og græder en masse, men det gjorde min far ikke. Han skældte mig også ud, da jeg sad og holdt ham i hånden, men jeg måtte jo bare sige: 'Far, jeg græder, fordi jeg elsker dig.«