Skuespiller Peter Mygind er hverken bange for at græde, fortælle om at gå i terapi eller sågar snakke om han og konen Lises sexliv. Og han har intet imod, at hele Danmark hører med, når han gør det.

I radioprogrammet ‘Mads og monopolet’ er han kendt som ham den hudløst ærlige og kærlige, og han fortæller gerne om egne erfaringer fra sit forhold, eksempelvis med tantrasex, hvis det kan hjælpe andre.

»Når man har været sammen med det samme menneske i mange år, så kan tantra inspirere sexlivet og tage jeres måde at være sammen på et nyt sted hen. Det er jeg ikke bange for at sige,« forklarer Peter Mygind.

Skuespilleren tænker egentlig ikke så meget over det, når han deler ud af sit privatliv. Han svarer bare ærligt, når Mads Steffensen spørger.

Peter Mygind og konen Lise Mühlhausen.
Peter Mygind og konen Lise Mühlhausen. Foto: Simon Skipper
Vis mere

Peter Myginds kone Lise rummer og accepterer, at skuespilleren vælger at dele ærligt ud af sig selv - selv om der dog har været et par undtagelser.

»Jeg kan da godt nogle gange tænke: Okay, Mygind, det var måske lige intimt nok,« siger skuespilleren og bryder ud i sin karakteristiske, hjertelige latter.

»Når jeg deler meget ud af mig selv og ikke mindst mit ægteskabs sexliv, så er det klart, at jeg på vej hjem i bilen altid lige ringer til Lise. Det er ikke altid, hun hører det, men jeg stikker en finger i jorden og hører, om hun er okay,« tilføjer han.

56-årige Peter Mygind er ‘en af de nye’ i monopolet. Han blev inviteret med af Mads Steffensen for et par år siden, efter flere års undren over den manglende invitation. Og selv om han har 16 tv-serier og et hav af film bag sig, så har ‘Mads og monopolet’ givet skuespilleren en helt anden form for opmærksomhed.

»Det er unge mennesker, ældre mennesker, det er folk, der skriver til mig, og folk, der kommer op til mig på gaden. Nogle elsker mig, nogle synes, jeg bruger lidt for meget tilgivelse,« griner Peter Mygind.

Netop tilgivelse, ærlighed og kærlighed er i den grad nogle af nøgleordene for skuespilleren, når han skal svare danskerne på diverse dilemmaer.

Og han er heller ikke bange for at vise sine egne følelser i sine svar.

»Jeg har været ved at græde flere gange, og det har Mads svært ved at rumme. Jeg kan godt begynde at græde, når jeg skal give et svar, fordi jeg bliver så berørt over, at de deler så stor en ting med resten af Danmark,« forklarer Peter Mygind, der betegner sig selv som en af de mest følsomme i monopolet.

Han husker særligt ét dilemma, som stadig påvirker ham følelsesmæssigt.

»Der var en kvinde, hvis far lå for døden med kræft. Vi var i februar, og hendes søn skulle konfirmeres i april/maj. Hun kunne slet ikke overskue, at hendes søn skulle konfirmeres, uden at faderen holdt en tale.«

»Jeg bliver helt rørt, når jeg snakker om det,« siger Peter Mygind med en klump i halsen.

Dilemmaet bestod i, hvorvidt moderen kunne tillade sig at bede sin døende far skrive en tale til konfirmationen på forhånd, og det mente Mygind bestemt, at moderen kunne.

Skuespilleren husker også tydeligt, da en hiv-smittet skrev ind og spurgte, om vedkommende skulle fortælle om sin diagnose på første date. Christian Stadil, der også sad i monopolet, mente, at det var en sandhed, der skulle på bordet. Men Peter Mygind, der siden 1980'erne har været ambassadør for AIDS-fondet, var lodret uenig.

Efterfølgende blev skuespilleren kontaktet af flere hiv-smittede, der var glade for, at han havde været med til at skabe forståelse. Og vedkommende, der skrev ind, er Peter Mygind stadig i kontakt med.

»Vi blev Facebook-venner, og nu skriver vi også om andre ting. Så jeg oplever indimellem, at mine svar også giver mig nye venner på Facebook,« fortæller skuespilleren.

Han får af og til op mod 50 beskeder fra lyttere efter et program, ligesom folk henvender sig på gaden - og det gør ham oprigtigt glad, når danskerne kan bruge hans råd.

»Jeg møder otteårige, der siger: ‘Jeg synes, du er fed i ‘Mads og monopolet’, og det er jeg da dybt taknemmelig for. Det er jo et privilegium at komme ud til så mange i alle aldre,« siger Peter Mygind.

Selv om han nyder at vende de tunge dilemmaer i ‘Mads og monopolet’, så er der også et emne i den lettere ende, som Peter Mygind er særligt glad for at diskutere:

Hundelorte.

»Jeg har noget med hundelorte. Jeg har sat skilte op, for der er nogle hundeejere, der bare lader deres hunde skide herude foran os. Det frustrerer mig. Men jeg prøver at tænke ud af boksen. Jeg har hængt hundeposer op, og jeg har sat skilte op, og alligevel lander der kæmpestore hundebæer, som jeg så fjerner,« forklarer Peter Mygind lettere fortvivlet.