'Så stop dog, please! Hvad fanden er det, der foregår?' spørger Peter Ingemann frustreret i et opslag på Facebook.

For et par uger siden afslørede årets 'X Factor'-deltagere, hvor meget had de modtager i indbakken, når de stiller sig frem på tv. Statsminister Mette Frederiksen tog efterfølgende debatten op om internetmobning i Folketinget, og nu melder Peter Ingemann sig også ind i kampen.

I sit opslag skriver den populære tv-vært blandt andet:

'Hvad får et voksent menneske, der måske selv har børn, til at sende sådanne beskeder?'

Han tilføjer:

'Der er altså et menneske i den anden ende, som bliver ked af det, tvivler, stopper op, og som kan blive livsvarigt skadet.'

Peter Ingemann fortæller til B.T., at det er et emne, der ligger ham meget på sinde, og derfor bruger han gerne med jævnlige mellemrum sine offentlige profiler til at råbe op.

Han havde set indslaget med 'X Factor'-deltagerne, og da han tirsdag morgen så et nyt indslag på TV 2 News, om hvordan blandt andet de danske esport-stjerner fra Astralis oplever at få dødstrusler, fik han nok.

Tv-værten Peter Ingemann bor i Ry ved Himmelbjerget – her ved tårnet på toppen af Himmelbjerget med Silkeborgsøerne i baggrunden.
Tv-værten Peter Ingemann bor i Ry ved Himmelbjerget – her ved tårnet på toppen af Himmelbjerget med Silkeborgsøerne i baggrunden. Henning Bagger

»Jeg tror desværre aldrig, man kommer det helt til livs. Det er ligesom med mobning i skolegården, hvilket jeg kan få helt ondt i maven af at tænke over,« fortæller Peter Ingemann.

»Det har jo vist sig at være helt almindelige mennesker, der sidder fredag aften og føler sig kaldet til at skrive til 'X Factor'-deltagerne, hvor talentløse de er,« fortæller han videre.

»Mit ydmyge håb er, at den store gruppe, der måske sidder derhjemme frustreret over corona, eller hvad det kan være, tænker over, at man ikke skal skrive sådan noget til et ungt menneske, der står og krænger sjælen ud foran hele Danmark. Ja, de har selv valgt at stå der, men det er jo en drøm, de forfølger, og det skal vi da klappe i hænderne over.«

Peter Ingemann er bange for, at hvis vi hele tiden 'gokker alle, der vover at stille sig frem, i hovedet', så får vi et fattigt samfund.

Tv-værten Peter Ingemann.
Tv-værten Peter Ingemann. Søren Bidstrup

»Som Einstrein sagde, så skal man fejle, fejle, fejle, ellers bliver man aldrig dygtig. Vi fortæller hele tiden vores unge, at de ikke skal gå op i den her perfekthedskultur, og gudhjælpemig om vi så samtidig sidder og skriver til 'X Factor'-deltagere, at de har en grim frisure.«

Som offentlig person modtager Peter Ingemann selv hadefulde beskeder en gang imellem, men det er han for hærdet til at tage sig af, forklarer han.

»Jeg har bare virkelig ondt af dem, der satser hele butikken og virkelig gerne vil noget, og så bliver de bare slået til lirekassemand.«

»Det er tarveligt.«

Professionelt kan Peter Ingemann for tiden dog glæde sig over, at hans seneste knallerteventyr 'Ingemann, Fyn & Lolland-Falster' i sidste uge sluttede med det højeste seergennemsnit ud af de fire sæsoner, han har lavet.

Er man fan, er der derfor også godt nyt, afslører han:

»Jeg sagde vist, at der ville gå halvandet til to år, før der kom en ny knallertserie, men det er blevet skåret kraftigt ned. Der er kommet en mulighed, vi ikke må lade gå fra os,« fortæller han hemmelighedsfuldt.

Se Facebook-opslaget her: