Radio- og tv-vært Peter Falktoft er meget glad for sneakers, og faktisk går han så meget op i sit fodtøj, at han har brændt godt og vel en million kroner af på sin passion.

Det fortæller han til Børsen.

Det dyreste par sko, Peter Falktoft ejer, har kostet 12.000 kroner, og i alt har radioværten 120 forskellige par sneakers stående derhjemme, fortæller han.

Interessen for sneakers har været der længe, men blev for alvor manifesteret i de dyrere par, da Peter Falktoft begyndte at tjene voksenløn.

»Sneakers har altid fyldt rigtig meget for mig, men jeg ved ikke, hvor længe jeg har samlet. Det blev nok mere omsiggribende, da jeg gik fra SU til at have forholdsvis mange penge. Men det har aldrig været systematisk for mig, så jeg får ikke tanken 'nu skal jeg også få købt nye sneakers'. Når jeg ser nogle, der er fede, så køber jeg dem. Jeg har i hvert fald brugt 1 mio. kr. på sko,« siger Peter Falktoft til Børsen.

Flere af de sko, han ejer, er så unikke, at de løbende stiger i værdi, og derfor har Peter Falktoft også allieret sig med en række apps, der kan hjælpe ham med at holde styr på skoenes værdi. I øjeblikket er hans dyreste sko mellem 16-18.000 værd, vurderer han selv.

Han afslører desuden, at favoritskoene er et par Yeezy 350 Turtledove fra mærket Adidas.

I flere år var Peter Falktift kendt for radioprogrammet 'Monte Carlo' på P3, som han lavede sammen med Esben Bjerre. Siden har de to lavet en række tv-programmer sammen, og i øjeblikket er de aktuelle med podcasten 'Her går det godt', som er betalt af supermarkedskæden Irma.