Det skulle have været en reklame for hvide bisser, men endte med at blive noget af fadæse, da radioværten Peter Falktoft i 2019 reklamerede for det nu konkursramte tandblegningsprodukt Smilebright.

For ikke nok med, at Smilebright blev afsløret som et farligt og ulovligt produkt, så var ejeren af firmaet også en del af en meget kontroversiel forretningskreds. Og sagen endte med at koste Falktoft penge.

Det fortæller han til Berlingske.

»Min første tanke og ønske var, at vi kunne sagsøge dem røven ud af bukserne for tabt arbejdsfortjeneste og bagvaskelse og alt muligt. Men det viser sig at være lettere sagt end gjort, da dansk lovgivning slet ikke er så offensivt anlagt, som jeg godt kunne tænke mig.«

»Det, der piner mig mest – men sådan fungerer jura åbenbart – er egentlig, at vi endte med at skulle betale noget tilbage for ikke at have indfriet en kontrakt, efter at man er blevet brugt i et nummer, der viser sig at ligne ren svindel,« lyder det fra Peter Falktoft.

Han vil dog ikke afsløre, hvor mange af de penge, som han har fået for samarbejdet med Smilebright, som han endte med at betale tilbage.

»Det er super tabloidt at spørge om, og det ville være dybt uprofessionelt af mig at svare på. Men jeg kan love dig for, at uanset hvad jeg har fået for det, står det på ingen måde mål med omkostningerne i alt fra tabt arbejdsfortjeneste til ærekrænkelse. Det er jo en plet på min skjorte, som ikke kan gå af, uanset hvor mange gange, jeg sender den til rens,« siger han til Berlingskes journalist.

Det er Emil Schmidt, der står bag det nu konkursramte Smilebright. Selskabet røg i uføre tilbage i 2019, da DR-programmet 'Kontant' afslørede, at tandblegningsproduktet indeholdt op til 75 gange mere brintoverilte end tilladt.

Men balladen om Smilebright var mere end blot den ulovlige brintoverilte. Smilebright viste sig nemlig også at være en del af den webshopkarrusel, som både Berlingske og B.T. har omtalt de seneste uger.

Radiovært Peter Falktoft.
Radiovært Peter Falktoft. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Karrusellen består af en lang række webbutikker, der ejes af et netværk af unge bagmænd. Men mens bagmændene høster store gevinster, køber dyre biler og lever det vilde liv med ture på det eksklusive 'Ruths Hotel' i Skagen, så bliver kunderne snydt på stribe.

Blandt andet bliver kunderne spist af med dårlige produkter, værdiløse genstande og farlige kopivarer.

Produkterne er blevet solgt ved at flere influencere – som Peter Falktoft – er blevet brugt til at reklamere for dem.

Og det var også sådan, at Peter Falktoft fik kontakten med bagmændene bag Smilebright. Han blev kontaktet af firmaet Scale marketing, der ejes af Thorbjørn Braad, som ifølge Berlingske også er involveret i webshoppen Copenhagen Lashes, der anklages for at have lokket tusindvis af kunder i en abonnementsfælde.

Peter Falktoft fortæller til Berlingske, at han troede, at der var tale om et sikkert produkt, da han blev tilbudt at reklamere for Smilebright. Og selv om det blot tager få klik med musen at se, at det samme produkt blev solgt meget billigt på flere internationale websider, fattede han aldrig mistanke til, at noget skulle være galt.

Berlingske har forsøgt at få Emil Schmidt til at besvare en række spørgsmål. Han har i en mail svaret, at han ikke vil kommentere forliget mellem Smilebright og Peter Falktoft.

Desuden mener han, at Smilebright generelt levede op til lovgivningen, men at de »med stor beklagelighed oplevede nogle enheder« med et for højt indhold af brintoverilte.

Thorbjørn Braad siger til Berlingske, at han vidste det samme om Smilebright, som det han fortalte til Peter Falktoft.