Efter et år sammen vil Peter Birchs kæreste stadig være så hemmelig, at han ikke engang må sige hendes navn.

Tilbage i februar sidste år kunne den tidligere ‘Paradise’-hunk Peter Birch afsløre, at han havde fundet sig en ny flamme, og måneden efter blev de to turtelduer så kærester. Selvom forholdet nu har varet over et år, så forbliver kæresten fortsat hemmelig.

Ikke engang hendes navn må komme ud, da hun stadigvæk på ingen måde ønsker at komme i medierne. Det ønske respekterer Peter, men det ærgrer ham også.

»Hun har bare ikke lyst til det, og det er fair nok. Men jeg synes, det er svært. Jeg synes, det er svært, at man ikke kan poste et billede på Facebook, jeg synes, det er svært, at det hele skal være så hemmeligt. Nu har vi været kærester i over et år, jo. Men hun vil ikke. Det er lykkedes meget godt at holde det hemmeligt, men jeg synes, det er irriterende, helt vildt. Jeg vil rigtigt gerne poste hende på Instagram, men sådan er det«, lyder det fra ulven Peter.

Sådan er min kæreste

Han fortæller, at kæresten er både klog, smuk, sød og nørdet, så han havde gerne pralet offentligt med sin scoring. Men kæresten er anderledes privat anlagt.

»Hun gider ikke bruge sin tid på det. Hun synes, det er dumme mennesker, der udstiller sig selv. Hun har ikke lyst til det. Det kan jeg også godt forstå, hun har også et seriøst job og sidder på kontor og sådan noget, men jeg mener jo ikke, det er dumt. Jeg sagde også, at hun jo er faldet for mig, men hun vil være hemmelig,« forklarer Peter.

»Da jeg mødte hende, sagde hun, at jeg måtte vælge mellem hende og kendis-livet med presse, rød løber-events osv. Så derfor har jeg heller ikke mødt op til noget i lang tid. Til at starte med gjorde det lidt ondt, for jeg kan jo meget godt lide det, og jeg synes, det er sjovt med alle de fester, man bliver inviteret til. Men nu har jeg vænnet mig til, at sådan er det bare. Og det er også meget rart at have et helt almindeligt voksenliv,« fortalte Peter til Realityportalen tilbage i september.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk