Som klichéen siger, sker de fleste uheld i hjemmet, og det var ingen undtagelse for Nye Borgerliges partiforkvinde, Pernille Vermund, tirsdag aften.

»Jeg var alene hjemme og skulle montere ovenlysgardiner på børnenes værelser, så jeg fik bakset en stige oven på et bord, så jeg kunne komme derop,« siger Pernille Vermund.

Hun havde selv syet gardinerne og skulle lime dem fast på rullegardinpinden, og det skulle ordnes nu, så børnene ikke blev vækket tidligt i det meget lyse værelse.

Hun er en handy kvinde, der tager sig af alt derhjemme og er vant til at klare alt fra stoppede vandlåse til at male huset, så et lille gardin under loftet skulle ikke være et problem.

Men det blev det. For stigen med den 43-årige politiker endte med at glide af bordet og sende hende i et styrt mod gulvet.

»Jeg røg med gardinet ned og slog min arm og må have banket hovedet mod stigen, for jeg var lidt ør i hovedet bagefter,« siger Pernille Vermund.

Hun delte et billede af sin anordning på Instagram og har efterfølgende fået mange bekymrede henvendelser fra sine følgere.

De skal dog ikke være bekymrede, for hun slap med et par blå mærker og var oppe tidligt næste morgen for at skrive debatindlæg.

»Det var så edder-dumt og slet ikke det værd. Flere har sagt til mig, at man kan dø af sådan et fald fra en stige,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har jo store drenge boende, så jeg kunne bare have ventet, til de kom hjem, så kunne de have hjulpet til.«

Hun fortæller, at hun har opgivet projektet, og valgt en løsning, som ikke indebærer hendes ve og vel.

»I morges ringede jeg til en tømrer, som kommer og måler det hele op og laver det – med elektriske gardiner og det hele. Så må jeg spare sammen til det,« siger hun og griner.

Andre læser også