»Jeg måtte se mig selv i spejlet: 'Tror du på, du kan det her?'. Der var fire og et halvt døgn at øve mig i på en hel revy!«

I årets Cirkusrevy har Pernille Schrøder overtaget Lisbet Dahls roller.

Den afgåede instruktør og revydronning måtte trække sig inden premieren på sin afskedssæson på grund af coronasenfølger, og året før måtte hun efterfulgt af skuespiller Merete Mærkedahl udgå på grund af stress.

Og også her var det Pernille Schrøder, der blev indkaldt til at tage over.

Onsdag 13. juli var der halvvejsfest på Cirkusrevyen. Her talte B.T. med Pernille Schrøder til festlighederne, der først byder på stegt flæsk og persillesovs og efterfølgende en personalerevy, hvor medarbejderne gør grin med skuespillerne.
Onsdag 13. juli var der halvvejsfest på Cirkusrevyen. Her talte B.T. med Pernille Schrøder til festlighederne, der først byder på stegt flæsk og persillesovs og efterfølgende en personalerevy, hvor medarbejderne gør grin med skuespillerne.
Vis mere

Bliver man aldrig træt af at være 'vikaren'?

»Jo! Det er er også derfor, at det skal jeg ikke mere nu. Ikke i nærmeste fremtid, det har jeg skrevet en indre kontrakt med mig selv om,« fortæller Pernille Schrøder, da B.T. møder hende til halvvejsfest på Cirkusrevyen onsdag.

»Fordi ellers bliver man den, der kan det – og fordi jeg er god til det!« lyder det med et grin.

Men det er også fordi, det er en »virkelig tosset« proces at gå igennem, mener den garvede revystjerne.

»Det er også et pres at skulle overtage alle de der ting på den måde – også helt lavpraktisk med parykker og kostumer, jeg passer jo ikke sko med Lisbet, og så skal der købes otte nye par sko,« eksemplificerer Pernille Schrøder.

Ikke mindst måtte hun starte med at skabe plads i kalenderen til årets Cirkusrevy.

»Der var lige noget teknisk med nogle andre engagementer, som jeg havde kontrakt på, som jeg rent praktisk var nødt til at ringe rundt og forholde mig til, om de ville løse mig fra,« forklarer skuespillerinden.

Men det lykkedes.

»Man vil jo også gerne hjælpe nogle venner i nød, og lige her kunne det rent faktisk godt lade sig gøre.«

Henrik Lykkegaard og Lisbet Dahl spiller to velkendte Dansk Folkeparti-profiler i en af den kommende Cirkusrevys sketcher kaldet 'Kun os to' - som det her kunne ses til pressefotograferingen forud for premieren. Men nu er det Pernille Schrøder, der har overtaget Lisbet Dahls roller, herunder også Pia Kjærsgaard.
Henrik Lykkegaard og Lisbet Dahl spiller to velkendte Dansk Folkeparti-profiler i en af den kommende Cirkusrevys sketcher kaldet 'Kun os to' - som det her kunne ses til pressefotograferingen forud for premieren. Men nu er det Pernille Schrøder, der har overtaget Lisbet Dahls roller, herunder også Pia Kjærsgaard. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Men hvis Bodil Jørgensen må udgå i Cirkusrevyen 2023, så er det ikke dig, der kommer rendende?

»Så må de simpelthen ringe til en anden,« siger Pernille Schrøder og slår en latter op.

Men heldigvis er det gået godt som vikar – og i det hele taget tager Pernille Schrøder situationen med højt humør.

»Jeg har jo lavet mig et firma, der hedder dansk revy vikarservice, og så har jeg ansat Henrik Kofoed, for han er jo også sådan én, der springer til,« slutter hun med et glimt i øjet.