Et alkoholmisbrug kan ødelægge familielivet. Og det opleves forskelligt afhængigt af, hvilket barn i søskendeflokken, man er.

Det oplevede Pernille Rosendahls storesøster, Christina Rosendahl, i deres barndom. Og det har hun nu lavet en meget personlig film om.

»Det føles som en ret stor lettelse, for noget af det, der er det hårde, er faktisk at gå med alle de her ting inden i sig selv og være alene med det, så det føles faktisk enormt fedt at kunne dele det med en masse mennesker. Så jeg glæder mig - også til at sidde og se filmen.«

Sådan lød det fra filminstruktøren Christina Rosendahl, da B.T tirsdag aften mødte hende på den røde løber i biografen Palads i København, hvor hendes nye film 'Fuld af kærlighed' havde premiere.

Pernille Rosendahl var med til premieren på sin søsters film.
Pernille Rosendahl var med til premieren på sin søsters film. Silla Bakalus

Filmen handler om netop livet og dynamikkerne i en familie, hvor faderen har et alkoholmisbrug.

Filmen er delvist baseret på hendes egne oplevelser af at vokse op i en sjov familie med gang i gaden, men hvor der også bag facaden var problemer med faderens alkoholmisbrug, som ifølge Christina Rosendahl især ramte hende som ældste barn i søskendeflokken.

»Jeg tror, der er ret stor forskel på, hvilken rolle og også rækkefølge, man er i søskendeflokken,« siger hun og forklarer:

»For man reagerer jo helt forskelligt, og jeg har selv reageret meget ved at have kontrol og være meget optaget af facaden, så der ikke var nogen, der skulle opdage, hvad der foregik inde bagved.«

Filmen er baseret på nogle af Christinas Rosendahls egne oplevelser.
Filmen er baseret på nogle af Christinas Rosendahls egne oplevelser. Silla Bakalus

Hvad gjorde alkohol ved jeres familie?

»Den skabte jo nogle sindssygt svære kår for kærligheden, og så skabte den en stor klump i maven i sin utryghed og bekymring for vores forælder, og det var svært ligesom at have sit eget ubekymrede liv. Det har jeg faktisk aldrig rigtig haft - et ubekymret liv.«

Hendes lillesøster, sangerinden Pernille Rosendahl, som også var mødt op til premieren for at støtte sin storesøster, kan godt genkende, at forskellige søskende typisk reagerer forskelligt på alkoholmisbruget.

Selv ser hun sig som det typiske mellembarn - en oprørsk rebel.

»Der er jo sådan nogle formaliserede roller, og jeg har været rebellen - det sorte får. Det passer sådan set meget godt. Det kan jeg godt se mig selv i,« siger Pernille Rosendahl, der er den næstældste af tre søskende.

Mette Frederiksen dukkede også op med sin mand.
Mette Frederiksen dukkede også op med sin mand. Silla Bakalus

Hun fortæller, at hun er stolt af, at hendes søster har lavet filmen.

»Ja, jeg synes, hun er meget modig, og jeg synes, det er modigt, at man også tør bruge sin kunst til at ville ønske en forandring inde i det politiske. Det er meget særligt, at man arbejder med det sådan, som hun gør,« siger hun. 

Christina Rosendahl håber, at filmen kan få politisk gennemslagskraft, så der kan komme mere hjælp til pårørende, der kæmper med misbrug i familien.

»Jeg har rigtig meget brug for at give noget håb til flere pårørende, der kæmper med det her med misbrug i familien. Jeg har brug for at vise dem, at der faktisk en vej ud af det,« siger hun og fortsætter:

»Jeg tror, det er for at få brudt det her tabu , for vi har meget en måde at tale om alkohol på, der handler om, at vi skal drikke os i hegnet, og vi skal lære at drikke - at vi skal lære vores børn at drikke. Så vi snakker meget om alkohol, som noget vi skal. Og jeg har også brug for, at vi snakker om, hvem er det, det går ud over, når vi drikker for meget.«

Og måske får hun held med at råbe politikerne op.

Filmen har i hvert fald fået så meget bevågenhed, at statsminister Mette Frederiksen tirsdag aften valgte at komme til gallapremieren.

Mette Frederiksen, hvorfor har du valgt at komme i dag?

»Det er både for at bakke op om dansk film, og selvfølgelig fordi det er et emne, som berører rigtigt, rigtig mange mennesker. De fleste har haft alkohol inde på livet på den ene eller den anden måde, og også hvor det har taget overhånd,« lød det fra Statsministeren, der tilføjede:

»Så jeg tror, det er rigtig, rigtig godt, at dansk film sætter fokus på det her.«