Det begyndte som et venskab. Og ud af det venskab blomstrede kærligheden.

Den danske sangerinde Pernille Rosendahl og Kristian Jensen stod i december frem som par - og nu løfter hun lidt mere af sløret for, hvordan de endte sammen.

Det fortæller hun i et interview i RADIO4-programmet 'Det sidste måltid'.

»Kristian startede med at blive min bedste ven, som jeg aldrig nogensinde kedede mig med. Vi havde altid gode snakke om den verden, vi stod og kiggede på, og de ting der skete indeni. Det er ikke så tit, at man får en så fin ven. Så det har været meget naturligt for os, at vi er landet der, hvor vi er, selvom det selvfølgelig ikke er uden svære slag. Det er ikke så sjov en tid lige nu. Men det er startet med venskab på trods af forskelligheder,« siger hun.

Det var i begyndelsen af december sidste år, at Kristian Jensen i et interview med B.T. fortalte, at han efter 21 års ægteskab skulle skilles fra Trine Overmark Jensen, som han har tre sønner med.

Årsagen var, at han havde fået følelser for den tidligere 'X Factor'-dommer, som han nu danner par med.

»Jeg har fået stærke følelser for Pernille, og det kan jeg selvfølgelig ikke komme videre med, mens jeg er gift. Derfor er det min beslutning, at vi skal skilles,« forklarede Kristian Jensen og tilføjede:

»Kærlighed er en følelse, der ikke lader sig styre.«

I 'Det sidste måltid' fortæller Pernille Rosendahl, at de begge godt vidste, at der ville komme reaktioner, efter de stod frem som par.

Men ingen af dem havde i deres 'vildeste fantasi' troet, at der ville komme så mange holdninger til det, som der har været den seneste tid, forklarer hun.

Pernille Rosendahl har tidligere dannet par med musiker Johan Wohlert. De to gik fra hinanden tilbage i 2013.

Sammen har de sønnen Tristan på 13 år.