»Jeg har haft ondt i benene på en måde, jeg ikke har haft ondt før,« fortæller Pernille Blume med et grin.

Den 27-årige svømmestjerne er havnet i helt nyt farvand.

Efter endnu et succesfuldt OL, hvor hun i Tokyo svømmede sig til en bronzemedalje i favoritdisciplinen 50 meter fri, har hun nu skiftet svømmedragten ud med kjoler og dansesko for at være med i TV 2's kendis-konkurrence 'Vild med dans'.

»Jeg kan mærke det i ryggen. Jeg er vant til at ligge vandret og vægtløs i vandet, men det her er virkelig noget helt andet,« fortæller hun om de første fysisk krævende træningstimer med dansepartner Morten Kjeldgaard.

Svømmer Pernille Blume og Morten Kjeldgaard under pressemøde afholdt af TV 2 på "Vild med dans 2021" på Langeliniepavillonen i København onsdag den 1. september 2021.. (Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)
Svømmer Pernille Blume og Morten Kjeldgaard under pressemøde afholdt af TV 2 på "Vild med dans 2021" på Langeliniepavillonen i København onsdag den 1. september 2021.. (Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix) Foto: Olafur Steinar Gestsson
Vis mere

Selvom Pernille Blume igennem årene har kunnet følge svømmekollegaer som Jeanette Ottesen og Lotte Friis medvirke i 'Vild med dans', har hun selv hver gang sagt pænt nej tak, når TV 2 spurgte.

»Hver gang har jeg sagt 'tak for tilbuddet, I må endelig huske mig til en anden gang'. Jeg følte mig ikke klar til at begive mig ud på den rejse og dedikere den tid, der skal til,« fortæller hun.

'Vild med dans' har generelt set altid stået på hendes liste over ting, hun gerne ville prøve på et tidspunkt, men særlig én ting holdt hende fra at sige ja.

»Jeg er et meget privat menneske, så derfor har tv ikke altid været det, der har ligget mig super nært.«

Pernille Blume med sin bronzemedalje fra OL i Tokyo.
Pernille Blume med sin bronzemedalje fra OL i Tokyo. Foto: MARKO DJURICA
Vis mere

Grunden til, at hun i år så endelig følte sig klar til en tur på dansegulvet, skyldes først og fremmest, at timingen var perfekt.

»Jeg havde hele tiden følelsen af, at efter OL havde jeg behov for en længere ferie for at komme mig over den her lange periode, der på grund af corona har varet fem i stedet for fire år,« fortæller Pernille Blume og uddyber.

»Så da de spurgte, havde jeg ro i maven og tænkte, at det føltes rigtigt. Nu skulle der ske noget andet. Jeg havde brug for at prøve kræfter med noget nyt.«

Pernille Blume har igennem karrieren fundet ud af, at det er vigtigt for hende at prioritere andre oplevelser for ikke at gå mentalt død i svømningen, og da hun samtidig kun havde hørt godt om 'Vild med dans' fra sine kollegaer, lå en deltagelse oven på et langt OL-forløb altså lige til højrebenet.

»For at have en god og lang sportskarriere uden at brænde ud, så er jeg nødt til at have andre ting, der gør, at der kommer lidt krymmel på,« forklarer Pernille Blume.

Pernille Blume med sin kæreste Florent Manaudou under OL i Tokyo. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Pernille Blume med sin kæreste Florent Manaudou under OL i Tokyo. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lige nu holder hun derfor helt fri fra sin svømning, men hun er ikke gået på pension, slår hun fast.

Når 'Vild med dans' for alvor er kommet i gang, er planen nemlig, at hun i samarbejde med sin dansepartner vil se på, hvordan hun kan kombinere dans og svømning, uden at kroppen lider overlast. Blandt andet er der jo et kommende OL i Paris i 2024, der lurer i horisonten, og en mulig ny guldmedalje slår alligevel 'Vild med dans', smiler hun.

Til daglig bor Pernille Blume i den sydfranske storby Marseille med sin franske forlovede Florent Manaudou, der også svømmer på eliteniveau.

Efter OL var han med hende en uges tid i Danmark, men da han for nylig friede, var de tilbage i det franske, hvor han gik på knæ i Paris på det femstjernede luksushotel Brach med udsigt til Eiffeltårnet.

»Jeg vil sige, at august får 10 ud af 10 point. Min elskede og jeg fik begge medaljer ved OL og nu dette,« skrev en glad Pernille Blume den 1. september på Instagram, da hun afslørede forlovelsen for sine følgere.

I 'Vild med dans' spår bookmakerne, at Pernille Blume får minimum en finaleplacering med tv-vært Lise Rønne og sangerinde Freja Kirk som sine nærmeste konkurrenter.