Et magisk år kalder hun det. Året, hvor hun besluttede at sadle om i sit liv. Magisk, af mange grunde. Men især, fordi det blev dér, hun fandt kærligheden.

»Jeg gik fra et liv i overflod, mad, vin og skiftende partnere til denne her mand, som jeg skal leve sammen med resten af livet,« siger Pernille Aalund.

Øjnene siger det hele. De stråler. For hun ved, at hun i sin mand, mentaltræner Kim Boye, har fundet sin soulmate.

»Min mands og mit forhold er ikke baseret på fysisk tiltrækning. Vi kan lide dét, vi ser, men relationen er baseret på en dyb kærlighed, der fik lov til at vokse,« fortæller Pernille Aalund, som mødte sin mand på datingappen Tinder.

Pernille Aalund har de seneste år haft stor fokus på sit indre liv. Så stor, at hun har glemt sin krop.
Pernille Aalund har de seneste år haft stor fokus på sit indre liv. Så stor, at hun har glemt sin krop. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Historien om deres møde er da også én, hvor der var tid til at lade kærligheden vokse.

Hun husker, hvordan de i flere uger kun talte sammen på telefon. Hvordan de endelig mødtes, men i en måned kun sås og hyggede sammen med hendes datter Anine, som på det tidspunkt stadig var teenager.

Hver dag kørte han pænt hjem. Kærligheden fik dermed lov til at snige sig ind og overmandede hende totalt, da hun efter knap to måneder opdagede, at alle de værdier, hun søgte i en mand, havde han tatoveret på sin krop. At værdier som blandt andet familie og tro rent billedligt var printet ind i hans krop.

‘Skal vi ikke bare springe det hele over og aftale, at vi gifter os?’ spurgte hun. Dybt rørt.

‘Jo,’ sagde han. Og det gjorde de.

Tre måneder efter deres match på Tinder blev de forlovet. Det efterfølgende år gift.

»En af de ting, der gjorde, at jeg vidste, at jeg skulle være sammen med Kim resten af livet, var hans omsorg og magisk healende energi. Jeg havde på det tidspunkt en latent stress i min krop, som jeg ikke kunne komme af med,« fortæller Pernille Aalund og fortsætter:

»Men når jeg var sammen med Kim, og han lagde sin hånd under mit kraveben, slappede mit hjerte fuldstændig af. Så jeg blev afhængig af hans hånd på mit bryst og hans ord,« siger hun.

I sin mand Kim Boye har Pernille Aalund fundet sin soulmate.
I sin mand Kim Boye har Pernille Aalund fundet sin soulmate. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Pernille Aalund kan derfor godt forstå skuespiller Bodil Jørgensens nylige udtalelse om, at hun i en alder af 60 ikke længere orker sex. At det er vigtigere at dyrke kærligheden, der binder det hele sammen.

»Nu har jeg jo kendt min mand i syv år, men vi var ikke forelskede, da vi mødtes. Det var ikke en dyrisk tiltrækning, der bandt os sammen. Kærligheden kom fra et helt andet sted,« siger hun.

»Det erotiske er vigtigt for os, vi prioriterer og nyder den del, det er det dejligste krydderi. Men hvis det af en eller anden grund ikke kan lade sig gøre, så vil det aldrig komme til at adskille os. Dét, vi har sammen, er langt større,« siger Pernille Aalund om ægteskabet med sin otte år yngre mand.

Kærligheden til det indre liv har de også tilfælles, og den har de dyrket intenst, siden de mødtes. Måske lidt for intenst.

»I hvert fald er jeg forsvundet så meget ind i den åndelige verden, at jeg har glemt den fysiske. Og det har ikke været godt for min krop,« erkender Pernille Aalund.

Tro fylder meget i Pernille Aalunds hverdag. Faktisk beder hun dagligt.
Tro fylder meget i Pernille Aalunds hverdag. Faktisk beder hun dagligt. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Så mit projekt er at få kroppen tilbage. Jeg har lige smidt seks kilo og skal smide seks-syv mere for at være i mål.«

Selvom hun netop er fyldt 60, er det ikke aldersforskrækkelse, der har fået hende til at rette fokus på kroppen. Den krise ramte hende nemlig, da hun blev 40 og i spejlet kunne se forandringerne:

Huden, der var knap så stram. Håret, der blev tyndere. Kroppen, der tog på. Ansigtet, der ændrede karakter.

»Som du kan se, har jeg hele min mimik, for jeg kan godt lide, at mit ansigt bærer præg af liv. Men i 40erne prøvede jeg stort set alt, hvad der var at prøve,« fortæller Pernille Aalund og ryster på hovedet over sit yngre jeg.

»I dag er jeg mere optaget af min fysik. Jeg er ikke kropsforskrækket. Jeg har fået lidt mave, men den har jeg det fint med.«

»Min selvtillid fejler ikke noget. Jeg har lidt for meget hud, har den krop, som jeg har og ser ud, som jeg gør. Men jeg elsker den. Og når jeg gør det, gør min mand også,« smiler Pernille Aalund.

»Så når jeg gerne vil tabe mig, er det, fordi jeg gerne vil bevare min mobilitet så længe som muligt,« forklarer hun og har det på ingen måde dårligt med at tilhøre ældresegmentet.

»Det eneste, der kan gøre mig lidt forskrækket, er, at man på en eller anden måde bliver mindet om udløbsdatoen, når man bliver 60.«

»Jeg har altid haft mange drømme, og de har alle været realistiske, fordi jeg har haft et liv at gøre dem i.«

»Nu er nogle af dem ikke så realistiske mere. Pludselig er der en anden faktor med i ens beregninger.«