Per Pallesen har siden han mødte Jesper Klein i en lokal københavner-revy i 1967 været en af den nu afdøde skuespillers gode venner.

- Han var jo en genial kunstner og meget nyskabende. Jeg kan huske, da vi i 1967 lavede en revy på komediehuset som hed 'Ung revy'. Anmeldelserne var meget mærkelige. Der var en, der skrev, 'jeg kan ikke finde ud af det her, men jeg tror, det er kommet for at blive.' De forstod slet ikke Jespers tekster, fortæller Per Pallesen til Bt.dk.

Per Pallesen opførte otte år senere en ny revy med Jesper, hans kone Lykke Nielsen og Pallesens daværende kone Kirsten Peüliche. De brugte mange af Jesper Kleins tekster fra 67-revyen og denne gang blev det en bragende succes med gode anmeldelser og fulde huse:

- Der var tiden blevet moden til Jespers tekster. Han var på sin måde forud sin tid.

Per Pallesen snakkede sidste gang med Jesper Klein for en måned siden, da de mødtes i Det Kongelige Teater.

- Jeg spurgte, hvordan han havde det, og han sagde, han havde det fint. Vi havde jo set hvor tynd han var blevet efter hans kones død, så jeg tænkte ikke næmere over det. Da jeg så senere hørte fra nogle fællesvenner, at han lå indlagt på hospice, vidste jeg jo godt, den ikke var god.

Per Pallesen beskriver Jesper Klein som en stor kunstner, som var meget sky. Han kunne ikke lide, at man gav ham et knus, og Pallesen husker engang, de jagtede ham for at give ham et kys.

- Han var det, jeg kalder håndsky. Og ligesom man følte, man var tæt inde på ham, så var man det alligevel ikke.