Det er ikke mere end et par måneder siden, at Bent Fabricius-Bjerre uden tegn på sygdom spiste middag hjemme hos vennen Per Pallesen. Derfor kommer hans dødsfald også som lidt af et chok, fortæller den 78-årige skuespiller.

»For et par måneder siden var han og Camilla (Bent Fabricius-Bjerres hustru, red.) til middag hos os, og der var han vældig på mærkerne. Der var overhovedet ikke tegn på, at den skulle være gal.«

Per Pallesen tilføjer:

»Vi spiste også sammen på Gran Canaria i februar, og der var der heller ikke spor. Så selv om han selvfølgelig var gammel, så kommer det lidt som et chok. Man bliver skide ked af det – også på Camillas vegne.«

Bent Fabricius-Bjerre blev 95 år.
Bent Fabricius-Bjerre blev 95 år. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Per Pallesen fortæller, at han lærte Bent Fabricius-Bjerre at kende helt tilbage i begyndelsen af 1970'erne i forbindelse med en tv-optræden.

Siden har de både mødtes privat og professionelt – blandt andet har de som bekendt hver deres aktie i DR's populære tv-serie 'Matador', hvor Bent Fabricius-Bjerre leverede musikken, og Per Pallesen stod for legemliggørelsen af antihelten 'tjener Boldt'.

»Han var frisk til det sidste. Min ældste datter, Trine, har i de sidste fire-fem år lavet mange koncerter med ham, og han var altid nysgerrig i forhold til ny musik. Det syntes jeg var utrolig flot.«

Det var Bent Fabricius-Bjerres nærmeste familie, der tirsdag meddelte via en mail til Ritzau, at han efter kort tids sygdom er død.

Han blev 95 år.