Der er lavvande i pengekassen hos Pelle Hvenegaard og hans lille familie for tiden.

Det fortæller den 42-årige tv-vært i et interview med Alt for Damerne.

I september 2016 blev Pelle Hvenegaard og konen, Caroline Gullacksen, efter lang ventetid forældre til en ni måneder gammel pige fra Sydafrika, som de gav navnet Zoe Ukhona.

At få et barn sammen var i mange år parrets største drøm, og da den drøm gik i opfyldelse efter seks år, blev deres liv vendt på hovedet og deres prioriteter forandret.

Pelle Hvenegaard har opnået meget i sit liv, berømmelse, anerkendelse og penge blandt andet, men da Zoe Ukhona blev en del af hans liv, var alle de ting pludselig vand ved siden af.

Pelle Hvenegaard og konen, Caroline Gullacksen, har sammen datteren, Zoe Ukhona.
Pelle Hvenegaard og konen, Caroline Gullacksen, har sammen datteren, Zoe Ukhona. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

I dag lever han langt fra et liv i sus og dus, men han ville ikke ændre det for noget i verden - han prioriterer nemlig tiden med sin datter meget højere end arbejde og penge.

»Ukhona er opfyldelsen af drømmen. Vi lever nu det liv, vi gerne vil. Vi har fået en kæmpe, kæmpe lykke og glæde ved at have hende og blive forældre - vi prioriterer det højt,« siger han Alt for Damerne og tilføjer:

»Caroline endte med at sige sit job op, fordi hun ikke kunne få forlænget sin barselsorlov, jeg har stort set ikke arbejdet siden maj sidste år, vi har ingen indtægt, men suger bare fra kassekredit. Vi har overvejet at sælge bilen. Det er nogle andre ting, der er blevet vigtige, og det er jeg kun glad for. Vi er endelig kommet i havn.«

Pelle Hvenegaard, der blandt andet har været vært på programmer som 'Zulu Djævleræs' og 'Dagens Mand' er lige nu aktuel med bogen 'Kære Zoe Ukhona', hvor han fortæller om de seks års fertilitets- og adoptionshelvede, som ham og Caroline Gullacksen måtte igennem, inden de kunne kalde sig selv forældre til Zoe Ukhona.