Lørdag tog Pelle Hvenegaard fusen på sin kæreste Caroline Gullacksen, da han friede til hende foran familie og venner.

Men det var ikke den eneste overraskelse. Tv-værten, der bl.a. er kendt fra ’Dagens mand’, havde nemlig planlagt et helt bryllupsarrangement, så kæresten blev både friet til og gift på samme dag.

- Det var om noget et surprise-bryllup. Caroline fik det at vide tre kvarter før vielsen, fortalte Pelle Hvenegaard søndag aften, da han og Caroline Gullacksen mødte op til årets Zulu Comedy Galla i Operaen.

SE BILLEDERNE FRA ZULU COMEDY GALLA HER

- Jeg blev meget overrasket, og meget glad. Pelle havde virkelig planlagt det hele nøje. Og mine veninder havde hjulpet til og fundet to kjoler frem, fortalte Caroline Gullacksen.

Gæsterne vidste intet

Brylluppet blev holdt i haven hos Pelle Hvenegaards far, og det har taget tv-værten en måned at planlægge. Der var omkring 30 gæster til stede, der også blev noget overrasket. De havde nemlig fået at vide, at de skulle fejre Pelle Hvenegaards 37 års fødselsdag.

Parret, der har kendt hinanden i et par år, havde længe talt om at blive gift.

- Vi vil rigtig gerne adoptere, og der skal man være gift, og man skal også have boet sammen i to et halvt år. Det har vi til februar, så jeg tænkte: Nu mangler jeg bare at fri, sagde Pelle Hvenegaard, der fortalte, at han altid har drømt om at adoptere.

- Vi vil også gerne lave vores egne børn. Men der er så mange børn derude, der mangler et sted at bo, så vi har talt om, at vi gerne vil gøre begge dele, forklarede han.

Pelle Hvenegaard og Caroline Gullacksen har før været gift. I 2000 blev Pelle Hvenegaard gift med filminstruktøren Lotte Svendsen, mens Caroline Gullacksen tidligere har været gift med komiker og tv-vært Mads Vangsø.