De regnede ikke med at nå hele vejen til det store MGP Nordic-finaleshow. Nu glæder de danske deltagere sig bare til at fyre den af

Lørdag aften dyster de nordiske lande mod hinanden i børnenes melodi grand prix i Stockholm.

Hvert af de nordiske lande stiller op med to bidrag, selv om kun én gruppe fra hele norden kan løbe med sejren. Men for børnene i de to danske grupper Pelle B og Engledrys handler det ikke bare om at vinde konkurrencen. For dem er det at være med en sejr i sig selv.

- Det er helt vildt at være med, siger den 14-årige frontfigur Pelle B i gruppen af samme navn.

I slutningen af september vandt han det danske MGP.

- Det var helt uvirkeligt at vinde MGP. Det overgik min vildeste fantasi, siger Pelle B., der ikke har fået stjernenykker af vindertitlen og den medfølgende pladekontrakt. "Det er som at starte på ny," siger han og glæder sig til at gennemleve det hele én gang til.

- Det er mega sjovt at stå på scenen. Når vi står der, skal den bare fyres af, siger den 14-årige nordjyde.

Men selv om det selvsikre sang- og dansetalent ikke finder det grænseoverskridende at synge foran et skrigende publikum og rullende tv-kameraer, er situationer, der kan få ham til at rødme og forsøge at gemme sig bag kasketten.

- I går var vi gademusikanter for at støtte et indsamlingsprojekt for fattige. Det var lidt underligt og grænseoverskridende, siger Pelle B., der sammen med sine tre dansere og sangeren Freja fik samlet en del penge sammen.

Ligesom Pelle B. finder de tre danske piger i gruppen Engledrys sig rigtig godt hjemme på scenen.

- Det er sjovt at stå på en scene, siger Emma.

Den kun 8-årige frontsanger får opbakning fra Frederikke og Nicoline, der i kor nævner, at de i dag også har haft det sjovt med at øve scenekoreografi og sang med en sangtræner.

De tre piger er klart de yngste deltagere i MGP Nordic. I deres pigefarvede prinsessekjoler adskiller de sig meget fra den anden danske gruppe, der i stedet lægger sig op ad den mere rå hip hop-stil. Men ikke bare danskerne har vidt forskellige udtryk. Blandt deltagerne fra Norge, Sverige og Finland er der alt fra balletdansere til rockmusikere med langt hår, trommer og guitarer.

Se finaleshowet lørdag aften fra kl. 20.00 på DR1.