Meadow Walker og Louis Thornton-Allan bekræftede deres forhold i juli. Måneden efter afslørede parret, at de var forlovet.

Og nu – blot to måneder efter, at Walker første gang viste sin forlovelsesring på Instagram, kan de kalde sig for ægtefolk.

Det skriver People.

Model og datter til afdøde Paul Walker, Meadow Walker, har nemlig sagt ja til Louis Thornton-Allan på en strand i Den Dominikanske Republik. Det offentliggjorde parret fredag i en video på Instagram, hvor de skriver »Vi er gift!!!«.

Den 24-årige Louis Thornton-Allan, der har vundet Meadow Walkers hjerte, er model, skuespiller og arbejder desuden på produktionssiden på tværs af musik, film og mode.

Han kom dog først for alvor i mediernes søgelys, da det blev officielt tilbage i juli, at han og Meadow Walker danner par.

Og interessen for parret er da heller ikke blevet mindre, efter de har giftet sig.

Mange store stjerner har lykønsket de nygifte på Instagram – heriblandt forskellige Fast & Furious-stjerner, såsom Tyrese Gibson og Jordana Brewster, som spillede hovedrollen sammen med Meadows far, Paul Walker, i Fast and Furious-serien.

Meadow var kun 15 år gammel, da hun mistede sin far i en fatal bilulykke tilbage i 2013, og derfor var det Fast & Furious-skuespilleren Vin Diesel, som også er brudens gudfar, der førte hende op til gommen.

Ved siden af ​​sin modelkarriere driver Meadow også The Paul Walker Foundation, der har fokus på at beskytte vores have og dyreliv, som hun stiftede kort efter sin fars død.