Under prøverne til andet liveshow fik X-Factor deltageren Patrick Smith nok og knækkede sammen.

18-årige Patrick Smith har været i farezonen to gange og i et nyt program bag om X Factor kan man også se, at det ikke har været helt let for Patrick at være med i den store talent-konkurrence.

Under prøverne til andet liveshow stoppede Patrick op midt under sin sang, hvorefter han brød sammen og forlod scenen.

Ankerstjerne fulgte efter ham for at forsøge at tale ham til ro.

»Du er bare frustreret. Det bliver fucking sejt,« siger Ankerstjerne til Patrick som svarer: »Jeg knækker fuldstændigt.«

Det skriver TV 2.

Patrick forklarer, at han havde følt sig meget presset op til det andet liveshow, hvilket kom til udtryk under sceneprøven, hvor han knækkede sammen.

Til TV 2 fortæller han, at han var tæt på at forlade bygningen helt, fordi det var så slemt.

Episoden fandt sted dagen inden andet liveshow, hvor han røg i farezonen for anden gang, hvilket var hans største frygt.

Patrick følte ikke, han kunne levere sin sang ordentligt og han blev ved med at tænke på, hvor vigtigt det var for ham, at budskaberne i de danske tekster 'går rent ind' hos seerne.

Ankerstjerne fortæller også, at Patrick havde været igennem nogle hårde uger. Og når man ikke er på toppen, er scenen et ekstra skrøbeligt sted, lyder det fra Ankerstjerne i programmet.

Ankerstjerne mener også, at danskerne har misforstået den 18-årige deltager. Folk tror nemlig, han er en kæk, skudsikker type. Men Ankerstjerne forklarer, at han i virkeligheden har følelser og en stor personlighed og minder Patrick om, at han ikke er et forkert menneske.