Paradise-baben Pernille Johansen blev i dag idømt tre måneders betinget fængsel samt 60 timers samfundstjeneste for at have besiddet og overdraget mere end 200 såkaldte 'LSD-mærker'.

Det var en ren tilståelsessag, da den 20-årige realitydeltager, kendt fra TV3s Paradise Hotel, mødte op i Københavns Byret onsdag formiddag, hvor hun var tiltalt for salg og besiddelse af 220 LSD-frimærker med den tekniske betegnelse 25I-NBOMe.

Overfor dommeren erklærede Pernille Johansen sig skyldig, og forklarede, at hun havde solgt cirka 20 mærker, som hun havde afleveret på adresser til folk, hun var kommet i forbindelse med via Facebook.

Hun havde endvidere overdraget omkring 120 mærker til sin søster, og resten havde været til 'eget forbrug', forklarede Pernille Johansen.

De euforiserende stoffer havde hun indkøbt for 3000 kroner, og de 20 solgte 'mærker' havde indbragt hende en fortjeneste på cirka 50 kroner pr. stk. sagde Johansen i byretten.

25I-NBOMe blev først opdaget af en tysk kemiker i 2003, og kom først på det illegale marked i starten af dette årti.

Det kaldes LSD-mærker fordi virkningen bedst kan sammenlignes med det stærkt hallucinogerende stof LSD.
I følge kilder på internettet er det cirka en femtedel så potent som LSD, men flere steder advares mod at det nemt fordamper, når det frigøres, og at selv bitte små mængder kan påvirke brugerne uforvarende.

Det psykedeliske stof blev først erklæret illegalt i Danmark sidste år, og det er derfor første gang, nogen dømmes for besiddelse og salg af stoffet, da det stadig er sjældent set i de samme kredse, der typisk også indtager kokain og ecstasy (MDMA).

Virkiningen er rapporteret til at variere fra opstemthed og eufori over forøget hjerterytme, søvnløshed til disorientering, tunnelsyn, panikangst, paranoia hallucinationer og dødsfald.

Indtil sidste år dvar der rapporteret om fem dødsfald i USA som følge af indtagelse af 'LSD-frimærker, der som Pernille Johansen forklarede i retten skal indtages ved at man slikker på bagsiden af mærkerne, hvor ganske få milligram er præget.

Også i Australien er der rapporter om dødsfald som følge af 25I-NBOMe.
I Sydney sidste år sprang en ung mand ud af en bygning, fordi han troede at han kunne flyve.

Året før døde en anden under påvirkning af det psykedeliske stof, fordi han løb ind i træer og en el-mast, oplyser internet-leksikonnet wikipedia.