Reality-baben er godt træt af ekskærestens reaktion, efter hun har åbnet op om deres brud.

I sidste uge fortalte ‘Paradise’-baben Nadialine Von Bach, at det otte år lange forhold med musiker-kæresten Maryann Cotton, som hun for tre år siden fortalte, at hun inden længe ville have børn med, var brast, og at det bestemt ikke var et fredeligt brud.

Realitystjernen havde nemlig fundet ud af, at Maryann havde været hende utro i to år, og da hun konfronterede ham med det, reagerede han ved at blokere hende og ignorere hendes beskeder.

Efterfølgende tog Maryann bladet fra munden og fortalte, at han bestemt ikke var stolt over meget af det, han havde gjort, men han var vred over, at Nadialine havde delt deres historie, da han mente, det var et overstået kapitel.

Ifølge ham fortalte Nadialine kun om bruddet for at få opmærksomhed, og han synes, hun burde se at komme videre med sit liv.

Det har nu fået Nadialine til at forklare sig i forhold til, hvorfor hun har åbnet op omkring hendes og ekskærestens brud:

'Det er et overstået kapitel og en privat sag, men det ændrer ikke på, hvilken ussel handling det er – og det har jeg ikke tænkt mig ikke at skrive om. Alle kvinder fortjener at vide, hvordan mænd kan være, og hvordan de bedst kan komme gennem det.'

'Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke er ude på at hænge min ekskæreste ud, men nærmere at skabe en dialog omkring utroskab ved at referere til min egen historie,' fortæller Nadialine på sin blog.

'Jeg er ærlig talt træt af hans udmelding i artiklen på Realityportalen. Her ytrer han, at jeg skal tage mig sammen og komme videre. Han fortæller også, at han nu bor i Las Vegas med sin nye kæreste, hvilket er en lodret løgn. Derudover også at jeg jævnligt skriver til ham, at jeg savner ham, og at jeg synes, det er træls, at han har slettet vores otte år fra sociale medier.'

'Ja for fanden. Hvor er det ærgerligt, at jeg har brugt så mange år med én, der uden at blinke med øjnene kan smide det hele i glemmekassen,' fortsætter hun og tilføjer:

'Hvor er det nemt at sige, at jeg skal tage mig sammen og komme videre. Lige så naivt er det at tro, at jeg vil lukke munden og feje det hele under tæppet. Det er et slut kapitel, men jeg samler stadig mine skår. Det gør ondt – vanvittig ondt. Jeg prøver inderligt at overgive mig til hullet i mit bryst og give slip på gamle følelser, så jeg derved kan lade nye positive energier sive ind.'

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk