Voldsom og truende adfærd bliver ikke tolereret i 'Paradise Hotel'.

Det lærte Türker Alici på den hårde måde, da han måtte se sig smidt ud af reality-hotellet, som man kunne se det i torsdagens afsnit.

»Jeg har det rigtig stramt med det hele! Jeg plejer normalt at sige, at man intet skal fortryde i livet, men lige i denne situation fortryder jeg det big time

»Ikke kun, fordi jeg skuffet over mig selv, men også, fordi de andre deltagere, produktionen og seerne derhjemme skulle være vidne til det. Og sidst men ikke mindst min partner Sarah, som det gik udover,« fortæller deltageren om episoden, der fik ham smidt ud.

Aftenen inden hans exit var han og hans partner i programmet, Sarah Dohn, endt i en kronfrontation, fordi førstnævnte mente, at sidstnævnte var gået bagom ryggen på ham.

Begge råbte højt og var ophidsede, og på et tidspunkt opstod der fysisk tumult, hvilket blandt andet resulterede i, at Sarah Dohn blev ramt i øjet af en flaske, som Türker Alici kastede igennem lokalet.

»Jeg er ret meget oppe at ringe over situationen. Jeg håndterer det på en måde, hvor min adfærd er uacceptabel. Og på vej ud svinger jeg en flaske på tværs af værelset, som desværre meget uheldigt er på vej mod Sarah,« husker Türker Alici tilbage.

Herefter så produktionen sig nødsaget til at bryde ind og eskortere Türker Alici ud af lokalet, hvilket du også kan se i klippet ovenfor.

Dagen efter fik deltageren så sin dom, da programmets vært, Rikke Gøransson, gjorde det klart, at han ikke længere var velkommen på hotellet.

»Ved sådan en episode, er det vigtigt at pointere, at den slags adfærd ikke accepteres eller tolereres på Paradise Hotel, derfor den kontante fremtoning,« fortæller Kenneth Kristensen, VP Non Scripted Content ved NENT Nordic, om Rikke Gøranssons udmelding i programmet.

Han fortsætter:

»Den slags adfærd accepteres og tolereres ikke på Paradise Hotel. Dette er deltagerne bekendt med, allerede inden optagelserne går i gang.«

Han fortæller desuden, at de andre deltagere efterfølgende blev briefet og taget hånd om.

Efter sin hjemsendelse har Türker Alici været i kontakt med både produktionen og Sarah Dohn, fortæller han.

»Jeg har det rigtig fint med Sarah. Hun er en af de få, jeg stadig har kontakt med fra sæsonen, og som jeg snakker med.«

» Allerede da jeg fik min telefon tilbage, skrev jeg den første undskyldning om, hvor ked af det jeg var. Derefter snakkede vi i telefon efter deres hjemkomst, og så har vi også været ude og spise sammen,« fortæller realitydeltageren om det forhold, Sarah Dohn og han har i dag.