Anne havde en svær folkeskoletid, som hun heldigvis er kommet stærkere igennem, selvom de fysiske ar er der endnu.

Når 19-årige Anne Plejdrup render rundt i ‘Paradise’-villaen virker hun både glad og festlig. Men sådan har virkeligheden langt fra altid set ud for ‘Paradise’-baben.

»Fra 7. til 10. klasse selvskadede jeg grundet nogle ting, jeg har oplevet i min barndom samt min folkeskoletid. Jeg har haft en rigtig svær barndom, og jeg har oplevet rigtig meget svigt og set ting, børn ikke skal se. På grund af min opvækst fik jeg nogle problemer i min folkeskoletid, som gjorde, at jeg blev mobbet,« forklarer Anne om den svære tid.

Annes flugt fra problemerne endte altså med at tage form som selvskade.

»Nogle af mine veninder skar i sig selv, og derefter prøvede jeg, og det blev lidt en afhængighed for mig. Jeg tror, jeg følte, det var en løsning for mig, fordi at ens smerte psykisk blev fysisk, og det var nemmere at forholde sig til – og fordi at man måske følte, at man fortjente det«, fortæller Anne.

Men selvfølgelig fortjente Anne ikke al smerten, og en dag fik hun simpelthen bare nok af at være så hård mod sig selv.

»Fra den ene dag til den anden sagde jeg til mig selv, at nu kunne det være nok, jeg ville fandme ikke have det sådan her mere – jeg begyndte bare at prøve at se alt det positive i ting i stedet for at gå og være negativ konstant,« fortæller Anne og uddyber:

»Det hjalp også sygt meget for mig at snakke med mine venner, selvom det tog mig tid. Jeg er en meget lukket person, og jeg viser kun mine følelser til mine tætteste. Jeg har prøvet at få professionel hjælp flere gange, men det hjalp simpelthen ikke for mig at sidde der og snakke med et menneske, som overhovedet ikke vidste, hvem jeg er som person. Så jeg brugte mine venner, og jeg satte mig for, at nu skulle det ikke være sådan mere. Og så fik jeg det så godt«, forklarer Anne.

For Anne fandt netop vejen videre fra selvskaden med hjælp fra sine venner, og det er en tid i hendes liv, som hun ikke vil skamme sig over.

»Jeg føler også, det er vigtigt ikke at skjule det. Fordi det har gjort mig til den, jeg er idag, og hvis det ikke var for alle de ting, jeg har gået igennem, så ville jeg aldrig være så stærk og glad, som jeg er idag, «fortæller Anne.

Har du eller nogen du kender problemer med selvskade, kan man anonymt søge råd hos Landsforeningen mod Selvskade på 70 10 18 18

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk