Paprika Steen vidste aldrig, hvilken af moderens personligheder hun mødte, når hun kom hjem fra skole. Selvom hun til sidst visnede hen og levede som en grøntsag, så havde hun alle dage været fyldt op med kærlighed til sine børn, som alligevel led under moderens sygdom og misbrug.

Det fortæller skuespilleren Paprika Steen onsdag aften i Kanal 4-programmet ’Helt ærligt’, hvor en kendt kvinde møder en anden kendt kvinde, som hun ser op til.

Her har sangeren Dicte ønsket at blive klogere på Paprika Steen, som under optagelserne til programmet også spiller med i ’Toves Værelse’ på Folketeatret. Her spiller den 51-årige skuespillerinde rollen som Tove Ditlevsen, der efter et 58 år langt liv med flere mislykkede ægteskaber og et alkohol- og pillemisbrug, begik selvmord i 1976.

Det får Dicte til at spørge ind til inspirationen til rollen. Og til Paprika Steens mor, hvis liv også endte alt for tidligt efter et alvorligt pillemisbrug.

Se klippet over artiklen.

»Min mor begik ikke selvmord. Hun kom ud af det,« slår Paprika Steen fast i programmet, inden hun fortsætter:

»Når min mor havde det værst, vidste jeg aldrig, hvilken stemning jeg kom hjem til. Om det var sorg, om hun var ok, helt almindelig eller sov. Men misbrugerbørn retter sig meget ind efter moods (sindsstemninger, red.). Det er også vigtigt at sige, at min mor gik fra at være et meget vitalt menneske til at være forholdsvis en grøntsag, så det var et stort skift i vores liv. Først et menneske, som var så vitalt, og så på ret kort tid visnede.«

Paprika Steens mor var den dansk-amerikanske skuespillerinde Avi Sagild, som var tilknyttet flere danske teatre, efter hun som 18-årig kom til landet fra USA. Hun kunne også ses i roller på tv i blandt andet ’Matador’ og ’Charlot og Charlotte’.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Den afdøde skuespiller Avis "Avi Sagild" Westgate Caroline Steen. Mor til skuespillere Paprika og Nikolaj Steen samt musiker Kim Sagild.
Den afdøde skuespiller Avis "Avi Sagild" Westgate Caroline Steen. Mor til skuespillere Paprika og Nikolaj Steen samt musiker Kim Sagild. Foto: BENT MIDSTRUP
Vis mere

Ifølge Paprika Steen blev moderen overmedicineret med nervepiller. Det ledte til en afhængighed, som påvirkede Avi Sagild selv. Men som også gik ud over den unge Paprika og hendes bror Nikolaj Steen.

Livet med en misbruger som mor var slet ikke til at bære for søskendeparret, fortæller Paprika Steen, der følte sig nødsaget til at flytte hjemmefra som 15-årig, selvom stedfaderen, kunstner Jens Nordsø, var fantastisk til at rumme det og tage sig af børnene. ’For some reason’ (af en eller anden årsag, red.), som Paprika Steen udtrykker det med undren i stemmen.

»Det var en stor sorg at se min mor være ked af det. Specielt fordi man havde set hende være meget aktiv og enormt engageret til pludselig bare reelt sidde i en stol og være skæv. Men vi elskede hende, for hun havde et stort hjerte. Hun var aldrig ond eller bitter. Hun drak ikke, så der var ingen rødvinsbrandert, hvor man fik skældud. Vi var kærligt opdraget samtidigt,« fortæller hun.

Paprika Steen har tidligere fortalt, hvordan det var en stor sorg over manglende arbejde til tider, der i sidste ende tog livet af hendes mor.

»Min mor døde af sorg over ikke at få roller og få lov at leve sig selv ud som skuespiller. Hun havde et pillemisbrug, og hun levede et usundt liv – der har jeg lovet mig selv, at jeg aldrig kommer ud. Men jeg har nok den samme sensitivitet. Jeg svinger. Er bipolar. Roder rundt i følelser. Alt er meget løst og porøst,« har hun tidligere udtalt til Alt for Damerne.

Men modsat moderens overforbrug af nervepiller er det publikums applaus, der holder Paprika Steen kørende.

’At optræde er et drug’, fortæller hun i ’Helt ærligt: Med Paprika Steen’ onsdag aften.

’Helt ærligt’ sendes hver onsdag kl. 21 på Kanal 4.